På første dag som minister: Vilhelmsen på konfliktkurs med regeringen

SFs nyslåede formand, Annette Vilhelmsen, er imod en central del af regeringens kontanthjælpsreform - planen om at presse unge ledige til at tage en uddannelse ved at sænke deres ydelser.

På sin første dag som erhvervs- og vækstminister går SF-formand Annette Vilhelmsen imod et væsentligt element i regeringens kontanthjælpsreform, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har annonceret.

Læs også: Ups! Helle udnævnte forkert minister

Læs også: Vilhelmsen meldte sig ud af SF i protest mod Holger

Beskæftigelsesministeren har foreslået, at man tager kontanthjælpen fra ledige unge under 30 år for at få dem til at tage en uddannelse, men det kommer ikke til at virke, mener Annette Vilhelmsen.

Mette Frederiksen var ifølge Jyllands-Posten klar i sin retorik, da hun forklarede planen om lavere ydelser til de unge:

- Jeg har intet problem med at sige til unge, at de saftsuseme skal tage en uddannelse, og jeg er villig til at sige, at hvis de ikke gør det, så er der ingen kontanthjælp.

Men den nye SF-formand tror ikke på effekten af økonomiske incitamenter, som ellers er grundlæggende i store dele af regeringens økonomiske politik, og hun står ved sit synspunkt.

- Jeg er ikke tilhænger af det incitament, der handler om, at jo mindre folk får, jo tættere vil de nok komme på arbejdsmarkedet. Det er ikke min tanke, at folk bliver rigtig motiverede, hvis man tager det sidste fra dem. Det synes jeg bare ikke, siger hun til Jyllands-Posten.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, fastholder, at »vores holdning er, som Mette Frederiksen siger«, og lader sig ikke rokke af Annette Vilhelmsens kritik.

Venstre bakker Mette Frederiksen op, da partiet selv har gjort reformen af kontanthjælpen til et hovedkrav i de kommende finanslovsforhandlinger.

- Lavere ydelser til unge under 30 år er et af de punkter, som skal indgå. Det er også noget, Mette Frederiksen har foreslået, og som sikrer, at unge får en uddannelse, siger politisk ordfører, Ellen Trane Nørby (V), til Jyllands-Posten.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her