Finansministeren og Socialdemokratiet er uenige om beregninger af S-oplæg. Torsdag var ministeren i samråd.

København. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lagde antagelser ind, da han fik beregnet Socialdemokratiets oplæg til en 2025-plan.

Det er helt usædvanligt, mener gruppeformand Henrik Sass Larsen (S).

Men Socialdemokratiet må lave et mere konkret oplæg, hvis ikke beregningerne skal laves ud fra antagelser, mener finansministeren.

Få et overblik over striden her:

* Socialdemokratiet fremlægger 21. september sit oplæg til en 2025-plan. Partiet ønsker at sætte 30 milliarder kroner af til tryghed for boligejerne, hvilket er mere end regeringen der ønsker at bruge 24 milliarder kroner.

* Claus Hjort Frederiksen fremlægger i Politiken 27. september nye beregninger, som viser, at Socialdemokratiets oplæg mangler 6,5 milliarder kroner. "Der er hul i kassen," konstaterer finansministeren i avisen.

* Senere samme dag påpeger Socialdemokratiet ti "alvorlige fejl" ved beregningerne. Partiet afviser, at afskaffelsen af PSO-afgiften i dets oplæg skal finansieres af råderummet, som Finansministeriet antager.

* 29. september refererer gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) fra et lukket møde i Finansministeriet. Han hævder, at finansministeren på mødet fortæller, at han personligt har lavet beregningerne og ikke ministeriets økonomer.

* Efterfølgende afviser Claus Hjort Frederiksen dog anklagerne: "Det er ikke mig, der laver nogen beregninger overhovedet. Jeg spørger ministeriet: Under de her forudsætninger, hvordan hænger regnestykket så sammen?".

* Finansministeren bliver også bakker op af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): "Han er en dygtig finansminister, men det er altså ikke ham, der sidder og regner. Han er jurist."

* Socialdemokratiet kalder Claus Hjort Frederiksen i samråd om beregningerne. Det er første gang, at Henrik Sass Larsen indkalder til et samråd i de 16 år, han har siddet i Folketinget.

* Partiet indkalder 1. oktober også statsministeren i samråd om tallene. Men som det oftest sker, når statsministre bliver kaldt i samråd, vil Lars Løkke Rasmussen ikke møde op.

* 27. oktober er finansministeren i samråd om beregningerne. Her fortsætter striden. Claus Hjort Frederiksen kalder S-planen for "hokuspokus", mens Henrik Sass Larsen kalder ministerens fremgangsmåde usædvanlig.

/ritzau/