Fra 2019 skal det igen være muligt at klage over boligvurderingerne. Men klagen kan koste op mod 8000 kroner.

København. Siden 2013 har det ikke været muligt for boligejere at klage over forkerte ejendomsvurderinger. Men når et nyt system for vurderingerne er klart i 2019, skal det igen være muligt at klage.

Det foreslår regeringen som en del af sit boligudspil. Få et overblik over regeringens forslag til et nyt klagesystem her:

* Der kan klages over vurderinger fra 2013, 2015, 2017 og 2018. Desuden kan der klages over de nye vurderinger, som kommer efter 2019.

* De nye vurderinger efter 2019 har en klagefrist på tre måneder, efter afgørelsen er modtaget.

* Det skal koste mellem 500 og 2000 kroner per vurdering, der klages over. Ønsker en boligejer at klage over de fire vurderinger, som de har fået mellem 2013 og 2018, bliver gebyret derfor mellem 2000 og 8000 kroner.

* Tidligere kostede det 400 kroner at klage over sin vurdering.

* Klagegebyret betales samtidig med indgivelsen af klagen. Gebyret betales tilbage, hvis boligejeren får helt eller delvis medhold i klagen.

* Vurderingen kan kun ændres, hvis boligen er vurderet mere end 20 procent for højt eller lavt.

Kilder: Faktaark til regeringens boligudspil.

/ritzau/