Regeringen ønsker, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet. På få år er pensionsalderen hævet flere gange.

København. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fastslår på 1. maj, at hun ikke vil være med til at hæve pensionsalderen igen. Få et overblik over reguleringen af pensionsalderen her:

* I 2006 indgik Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale Velfærdsaftalen. Den lod folkepensionsalderen stige fra 65 til 67 år fra 2027. Det er blev i 2011 fremrykket til 2022.

* Det blev også aftalt, at politikerne hvert femte år skal tage stilling til, om pensionsalderen skal forhøjes med maksimalt et år - ud fra et ønske om at lade den følge den stigende forventede levetid.

* Sigtet er, at folkepensionister i gennemsnit skal kunne forvente en pensionsperiode på 14,5 år.

* Det skete første gang i 2015, hvor partierne blev enige om at forhøje pensionsalderen til 68 år med virkning fra 2030.

* I august 2016 fremlægger den daværende Venstre-regering sin 2025-plan. Den indeholder et forslag om at hæve pensionsalderen fra 67 til 67,5 år allerede fra 2025. Efterlønnen skulle tilsvarende forhøjes fra 63 år til 63,5 år fra 2021.

* Regeringens beregninger viste, at det ekstra halve års arbejde vil give statskassen en gevinst på 3,75 milliarder kroner.

* I november bliver Venstre-regeringen udvidet med Liberal Alliance og De Konservative. Det betyder, at 2025-planen lægges på hylden. Det nye regeringsgrundlag indeholder fortsat en ambition en reform af danskernes pension, men det specificeres ikke, hvordan pensionsalderen skal indrettes.

* I sin nytårstale 1. januar 2017 siger Lars Løkke Rasmussen: "Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet. Så kan vi give et rigere Danmark videre til vores børn". Igen siger han ikke, hvor længe og hvem der skal blive længere på arbejdsmarkedet.

* På regeringsseminaret i januar fastslår Lars Løkke Rasmussen, at regeringen i løbet af foråret vil komme med et udspil på pensionsområdet. Udspillet er endnu ikke kommet.

Kilder: Folketinget, Ritzau og Danmarks Statistik.

/ritzau/