Danske 17-årige kan snart sætte sig bag rattet. Sådan er det allerede i mange andre europæiske lande.

København: Et flertal i Folketinget har tirsdag givet grønt lys til en forsøgsordning, der tillader 17-årige at tage kørekort, hvis de har en erfaren bilist ved deres side.

I andre europæiske lande kører de 17-årige allerede rundt på vejene:

* I Tyskland kan 17-årige tage et kørekort, der består af en praktisk prøve og en teoriprøve. Derefter skal den unge køre i selskab med en erfaren ledsager, indtil vedkommende fylder 18 år.

* Svenskerne kan træne deres kørsel, fra de fylder 16 år, hvis det sker i selskab med en voksen over 24 år. Når de fylder 18 år, kan de gå til køreprøve, og hvis den bestås, er der ikke noget krav om, at de skal have professionel undervisning.

* I Norge kan 16-årige også træne bilkørsel. Dog kun hvis de har bestået et firetimers grundkursus, og hvis de er i selskab med en ledsager over 25 år. Når de fylder 18 år, tager de et officielt kørekort.

* På Island kan unge køre bil, fra de fylder 16 år, men det første år kræves det, at der er en erfaren bilist med i bilen.

* Ikrafttrædelsesdatoen for kørekort til 17-årige i Danmark er under afklaring med Rigspolitiet, oplyser Transport- og Bygningsministeriet.

Kilder: TV2 og Ritzau.

/ritzau/