Enhedslisten giver statsministeren mandat til at forhandle fortsat dansk deltagelse i Europol på plads.

København. EU-Kommissionen har skitseret den aftale, der skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage i det europæiske politisamarbejde, Europol, efter 1. maj næste år. Aftalens hovedelementer lyder:

* Danmark får mulighed for at udstationere danske politifolk - såkaldte forbindelsesofficerer - hos Europol. Og Europol forpligter sig til at udstationere forbindelsesofficerer i Danmark.

* Danmark får observatørstatus i Europols bestyrelse.

* Danmark får adgang til Europols strategiske analyser og information fra Europols analyseregistre.

* Danmark får ikke direkte søgeadgang i Europols informationssystem. Det gælder også de danske forbindelsesofficerer.

* Europol stiller dansktalende Europol-ansatte til rådighed for dansk politi hele døgnet. De kan foretage søgninger i Europols databaser for dansk politi samt lægge danske oplysninger i databaserne.

* Danmark skal - i modsætning til Norge og andre tredjelande - ikke angive konkret formål og begrundelse i forbindelse med anmodning om oplysninger fra Europol.

* Europol skal - i modsætning til, hvad der gælder for tredjelande - hurtigst muligt give Danmark besked om alle oplysninger og forbindelser mellem oplysninger, som vedrører Danmark.

Kilde: regeringen.dk.

/ritzau/