Socialdemokratiet opprioriterer hensynet til klima, miljø og bæredygtighed i nyt principprogram.

København. Det siger Socialdemokratiet om bæredygtighed i udkast til et nyt principprogram for partiet kaldet "Fælles om Danmark":

- Med den globale befolkningsstigning og den eksplosive vækst i produktionen i verden følger også store problemer. Miljøet er under massivt pres. Klimaet forandrer sig hastigt. Heldigvis er en mere bæredygtig fremtid mulig.

- I dag lever vi mennesker ikke i balance med naturen. Vi bruger klodens ressourcer og forurener dens elementer i en grad, der hverken er etisk forsvarlig eller bæredygtig i forhold til fremtiden.

- Mange steder på planeten gælder det, at vi dyrker jorden for intensivt, fælder skovene for hurtigt og fanger for mange fisk. Det sker i et tempo, som gør, at naturen ikke kan nå at regenerere.

- Vi forurener luft, vand og atmosfære til stor skade for både planter, dyr og mennesker. Partikler i vores luft, kemikalier i vores mad og forbrugsgoder koster mange liv og går generelt ud over vores sundhed.

- Den største trussel er klimaforandringerne. Afbrændingen af fossile brændstoffer medfører, at temperaturen stiger, og at klimaet ændrer sig. Det har allerede nu alvorlige konsekvenser. Polarisen smelter, vandstanden stiger, og vi får flere ekstreme vejrfænomener såsom tørke, orkaner, heftig nedbør, stormfloder og oversvømmelser.

- Dyr og planters levesteder ødelægges, og menneskers levevilkår forringes. Det rammer særligt hårdt i verdens fattigste lande. Dels på grund af deres geografiske placering. Dels fordi de ikke har ressourcerne til at imødegå forandringerne.

- Fremtiden kan blive endnu værre, hvis vi ikke får stoppet temperaturstigningerne. For Socialdemokratiet er det derfor en bunden opgave grundlæggende at forny den måde, vi forbruger og producerer energi på. Det haster.

- Problemerne bliver nemlig kun større i takt med, at klodens befolkning fortsat vil vokse eksplosivt, og det samlede forbrug følge med.

Kilde: Udkast til principprogrammet "Fælles om Danmark".

/ritzau/