22 personer er bekræftet dræbt i forbindelse med en Ariana Grande-koncert i Manchester mandag aften.

Manchester. En Ariana Grande-koncert i Manchester Arena mandag aften udviklede sig til en tragedie.

En mandlig selvmordsbomber er skyld i, at indtil videre 22 mennesker er meldt dræbt.

Tragedien har udløst en del reaktioner fra danske politikere:

* Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter:

- Forfærdelig tab af uskyldige liv i Manchester. Vores tanker og sympati er med den britiske befolkning.

Anders Samuelsen (LA), udenrigsminister, på Twitter:

- Hjerteskærende scener i Manchester. Jeg fordømmer angrebet, min medfølelse med ofrene og familier. UK og Boris Johnson (britisk udenrigsminister, red.) vi står med jer.

* Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, på Facebook:

- Manchester er ramt. Sandsynligvis af terror. Mange mennesker er omkommet og endnu flere sårede. Det er smertefuldt og så utroligt meningsløst. Vi står sammen med briterne. Alle mine tanker går til ofrene og deres pårørende.

* Kristian Thulesen Dahl, DF's formand, på Twitter:

- Terrorangreb igen. Men terroristerne skal vide, de aldrig vinder. Det må ALDRIG blive hverdag med terror.

* Pia Kjærsgaard (DF), Folketingets formand, på Facebook:

- En arena i Manchester fyldt med 21.000 unge fans. De fleste teenagere. Mange havde deres forældre med. Mange var til deres første koncert. Hvor syg og ondskabsfuld kan man være i sit hoved for netop at udtænke sådan en forsamling som mål for et bombeangreb?

* Søren Pape Poulsen (K), justitsminister, på Twitter:

- Forfærdelige nyheder fra Manchester. Mine tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og de pårørende.

* Brian Mikkelsen (K), erhvervsminister, på Twitter:

- Står op til denne utrolig tragiske nyhed, at flere er døde og sårede ved en koncert i Manchester. Så uendeligt trist.

* Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, på Twitter:

- Forfærdeligt at sagesløse koncertgængere angiveligt igen er angrebet - nu i Manchester. Det er så fejt. Alle tanker til ofrene og deres familier.

* Pernille Skipper, politisk ordfører Enhedslisten, på Twitter:

- Det bliver ikke mere afskyeligt end angreb på børn ude på sjov. Det er det laveste. Alle tanker og hjerter til Storbritannien i dag.

* Pia Olsen Dyhr, SF's formand, på Twitter:

- En koncertsal fyldt med glade teenagere. Hvor barbarisk! Tragisk! Mine tanker går til ofrene og deres familier.

* Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder, på Twitter:

Terroristen fra Manchester fortjener ikke vores had. Lad os svare igen med fællesskabets styrke.

/ritzau/