Snart træder klimaaftalen fra Paris i kraft. Danmark har ratificeret aftalen og skrevet den ind i loven.

København. Torsdag har Danmark ratificeret klimaaftalen fra Paris og dermed skrevet aftalen ind i den danske lov.

Få et overblik over aftalen her:

* Den internationale aftale fra klimatopmødet COP21 i Paris i december har som mål at holde den globale opvarmning under 2 grader og helst 1,5 grader.

* I anden halvdel af dette århundrede skal der være balance mellem CO2-udslip fra aktiviteter som energiproduktion og landbrug og den mængde CO2, der kan opsuges af naturen eller ved såkaldt CCS (CO2-lagring i undergrunden).

* Teksten i aftalen indeholder dog ingen konkrete mål og undgår ordet "kulstof-neutralitet".

* I-lande skal føre an i CO2-nedskæringerne, mens ulande opfordres til med tiden at skære i forbruget.

* Klimaaftalen træder i kraft i november.

* Det sker, efter at 72 lande, der står for mere end 56 procent af den samlede CO2-udledning, har ratificeret aftalen og dermed valgt at indskrive aftalen i deres nationale lovgivning.

* Det første land, der i februar ratificerede COP21-aftalen, var stillehavsstaten Fiji.

* Blandt de øvrige lande, der har ratificeret aftalen, er USA og Kina, som er de to lande, der udleder den største mængde af de skadelige drivhusgasser.

* Europa-Parlamentet har også godkendt klimaaftalen.

Kilde: FN's klimasekretariat (UNFCCC), The Guardian, Berlingske

/ritzau/