Tyra-anlæggene i Nordsøen bliver fuldt udbygget. Det er her, hovedparten af den danske gas går igennem.

København. Regeringen og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) har indgået en aftale om Nordsøen, der har fået tilslutning fra et bredt flertal.

Her kan du se hovedpunkterne i aftalen:

* DUC vil gennemføre en fuld genopbygning af Tyra-anlæggene i Nordsøen.

* Genopbygningen vil muliggøre udvinding af forventet 129 millioner tønder olie.

* Tredjepartsadgangen til infrastrukturen i den danske del af Nordsøen forbedres.

* Der etableres en pulje på 100 millioner kroner til grønne initiativer i relation til olie- og gasindvinding.

* Der indføres et investeringsvindue fra 2017-2025, hvor virksomhederne midlertidigt får bedre vilkår for at investere i Nordsøen. Det sker i form af skatterabatter til virksomhederne.

* Konkret betyder det, at kulbrintefradraget hæves over en seksårig periode fra 5 procent årligt til 6,5 procent årligt. Satsen for saldoafskrivninger i kulbrinteskatten hæves fra 15 til 20 procent. Fradragstidspunktet for de to ovennævnte fradrag ændres, fra tidspunktet hvor investeringerne tages i brug, til betalingstidspunktet.

* Hvis oliepriserne stiger til mindst 75 dollar per tønde, så skal selskaberne starte med at betale skatterabatten tilbage.

* Den midlertidige skatterabat betyder, at der kommer færre penge i statskassen. Det skal dels finansieres ved, at staten trækker penge ud af Vækstfonden og Eksportkreditfonden. Og så bliver en særlig forskudsmomsordning afskaffet. Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) er det kun få virksomheder, der har brugt den. Og det har kostet staten renteudgifter.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/