Ministre forklarer brug af dansk udviklingsbistand til integration af flygtninge i Danmark.

København: Integrationsminister Inger Støjberg (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) har i et langt samråd tirsdag aften i Folketingets Udenrigsudvalg forklaret Danmarks anvendelse af udviklingsbistand til flygtninge- og integrationsaktiviteter i Danmark.

Den danske bistand går ikke udelukkende til ulande. En del af pengene er i årevis blevet brugt til at dække udgifter i forbindelse med modtagelse af asylansøgere i Danmark:

* Fra 2015 er bistanden ikke alene blevet brugt på modtagelsen, men også på kommunernes udgifter til flygtninge med midlertidig opholdstilladelse. Det betyder, at der er flyttet to milliarder kroner fra ulandsbistanden over til kommunerne.

* Sidste år blev der brugt 220 millioner ulandskroner på jobkurser og danskundervisning af flygtninge. At bruge bidraget på integrationsinitiativer er ifølge OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) i strid med internationale regler.

* OECD arbejder på at strømline landenes praksis på området. Danmark risikerer at skulle finde udgifterne til flygtningemodtagelse i kommunerne fra andet end ulandsbidraget.

* Integrationsminister Inger Støjberg (V) anklages samtidig af Socialdemokraterne for at give forkerte oplysninger til Folketinget. I et folketingssvar 8. december skrev hun:

- Metoden til beregning af, hvor stor en del af udgifterne på asylområdet, der på finansloven 2016 vil kunne medregnes i opgørelsen af den statslige udviklingsbistand, er baseret på samme model, der blev anvendt på finansloven for 2015.

* Embedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet sendte en mail til Udenrigsministeriet 21. august, hvori de blandt andet skrev:

- I forbindelse med finansloven 2016 er der i øvrigt blevet udarbejdet en mere præcis beregningsmodel for hvor stor en andel af udgifterne til integrationsydelser med videre, der forventes at kunne finansieres via udviklingsbistanden. Denne model er tidligere fremsendt til Udenrigsministeriet.

Kilde: Altinget, Ritzau, ft.dk.

/ritzau/