Miljø- og Fødevareministeren får hård kritik for sin landbrugspakke, og nu er hun blevet kaldt i samråd.

København: De fem oppositionspartier - Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF - har søndag kaldt Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i samråd i forbindelse med lovgivningsarbejdet bag den nye landbrugspakke.

Partierne føler sig vildledt. Det er anden gang i løbet af få dage, at Eva Kjer Hansen bliver kritiseret for sin embedsførelse.

* 8. februar kunne BT dokumentere, at store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den arbejdsgruppe, der skal udarbejde en plan for kommunernes vedligeholdelse af landets vandløb, mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Organisationen vil have kommunerne til at følge nye og for landbruget langt mere gunstige retningslinjer, når de renser vandløbene.

* 14. februar skriver Berlingske, at flere forskere er uenige med regeringen i, at den nye landbrugs- og miljøpakke kommer til at gavne naturen.

Forskerne mener, at beregningerne, der ligger til grund for regeringens påstand, er lavet på et forkert grundlag, og de kalder det for "kreativ bogføring" og "misinformation".

Kilder: BT, Berlingske og Ritzau.

/ritzau/