Med tirsdagens pensionsaftale er en grundsten på plads, før skatteforhandlingerne til efteråret med DF.

København. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har i foråret gang på gang markeret, at han og S-formand Mette Frederiksen sammen med andre oppositionspartier kan mønstre et flertal uden om regeringen.

Tirsdag blev regeringen og Dansk Folkeparti imidlertid enige om en større pensionsaftale uden om Socialdemokratiet.

Aftalen peger frem mod efteråret, hvor regeringen ud over finansloven også håber at lande en aftale om lavere skat. Nu er Dansk Folkeparti aftaleparti i de to vigtige aftaler forud for skatteforhandlingerne: Pensionsaftalen og Jobreformen.

* Da Venstre var det eneste parti i regeringen, indgik man en aftale om den første del af Jobreformen. Det skete samme med de to nuværende regeringspartier Liberal Alliance og De Konservative samt Dansk Folkeparti.

* Jobreformen indførte blandt andet integrationsydelsen. Og den skaffer ifølge regeringen en årlig og varig finansiering på én milliard kroner fra 2017. De penge vil regeringen i efteråret bruge på at sætte skatten ned.

* Tirsdagens pensionsaftale tager de første små skridt mod lavere skat. Aftalen forsøger at løse en del af problemerne med, at det for nogle danskere ikke kan betale sig at spare op til pensionen ved at sænke skatten.

* Netop det element "er en vigtig del af forhandlingerne om en samlet skattereform i Jobreform fase II i efteråret", skrev VLAK-regeringen i sit udspil til aftalen.

* Med tirsdagens aftale i hus har regeringen et begrundet håb om, at et forbedret forhold til Dansk Folkeparti kan bane vejen for efterårets store aftaler om blandt andet skat og finanslov.

* Dansk Folkeparti siger dog fortsat blankt nej til regeringens ønske om at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Det ventes at blive et af de afgørende slagsmål i skatteforhandlingerne til efteråret.

/ritzau/