I Canada bliver nogle flygtninge sponsoreret af frivillige. Den model bør Danmark bruge, lyder det fra flere.

Aarhus. Danmark bør åbne for, at private kan sponsorere syriske flygtninge og tage ansvar for, at de bliver integreret, lyder det samstemmende fra generalsekretær Anders Ladekarl, Dansk Røde Kors, og generalsekretær Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Idéen om at privatisere flygtningeindsatsen stammer fra Canada og får støtte fra flere velhavende danske erhvervsfolk.

- Civile får lov til at gøre en indsats for at integrere, og i Canada virker det. Vi ser det som en mulighed for at hjælpe flere flygtninge, hvor det civile samfund tager en større del af ansvaret, siger Anders Ladekarl til Jyllands-Posten.

Andreas Kamm fremhæver, at modellen "sikrer en forpligtigelse i lokalsamfund til at hjælpe med at integrere flygtninge".

- Men det skal ske inden for en statslig ramme. Det skal besluttes politisk, hvor mange man vil tage imod på den måde, siger han til avisen.

Han foreslår, at det for eksempel kunne være de 500 FN-kvoteflygtninge, som Danmark normalt tager årligt, men i år er udskudt på grund af tilstrømningen via Tyskland.

Den aarhusianske erhvervsmand Claus Hommelhoff, der står bag firmaet Formuepleje, betaler i dag studiebøger og togkort for en ung palæstinenser i Danmark, og han er åben for Canada-modellen.

- Det er en egoistisk betragtning. I løbet af få generationer vil vi mangle velfungerende mennesker til at tage sig af vores samfund, siger han til Jyllands-Posten.

Opfordringen kommer, netop som Canada sammen med milliardæren George Soros og FN's Flygtningehøjkommissariat har iværksat en kampagne for at eksportere den canadiske model, hvor frivillige sponsorerer det første års ophold for flygtninge.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er ikke begejstret for ideen.

- Hvis man som privatperson vil hjælpe med at integrere, kan man have en flygtning til at bo hos sig. Men jeg ser ikke for mig, at danskere via donationer skal tiltrække flere flygtninge, siger ministeren til Jyllands-Posten.

/ritzau/