Regeringen er klar til at komme med sit bud på, hvor milliarderne til et nyt boligskattesystem skal findes.

København. Det går trægt med forhandlingerne om et nyt boligskattesystem, lyder kritikken fra S-formand Mette Frederiksen under Folketingets spørgetime tirsdag.

Hun vil gerne vide, hvornår regeringen har tænkt sig at give et bud på, hvad der skal finansiere det milliarddyre nye system.

Det vil ske onsdag, lyder statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) korte svar i folketingssalen.

Partierne er indkaldt til næste forhandlingsmøde om boligskattesystemet torsdag i Finansministeriet. Og her vil de altså forinden have fået regeringens bud på en finansiering.

- Nu kommer vi ind i den fase, hvor vi skal se, om vi kan nå hinanden, siger Løkke.

Den seneste tid har flere bud været diskuteret, blandt andet at pille ved rentefradraget. Et forslag, som Socialdemokratiet har nægtet at forholde sig til, før VLAK-regeringen har fremsat sit udspil.

Både Dansk Folkeparti og De Radikale er åbne for at se på rentefradraget for at finde penge til lavere boligskat. Og Løkke mener, at der "kan være et sæt gode argumenter" for det.

Hvem eller hvad, der konkret skal finansiere det nye system - eller om der også skal findes finansiering uden for boligområdet, vil statsministeren dog ikke svare på foran pressen efter spørgetimen:

- Vi vil sikre, at den enkelte boligejer uanset om man betaler meget eller mindre i boligskat ikke får en negativ overraskelse over, at vi laver et nyt boligskattesystem.

- Men vi ved udmærket godt, at vi er en mindretalsregering, og derfor skal vi rimeligvis også lave nogle kompromiser.

Under spørgetimen opfordrer Mette Frederiksen endnu engang til "en bred politisk aftale, der kan skabe tryghed for boligejerne". Løkke sigter også mod en bred aftale - "forhåbentlig i løbet af de næste par uger".

Spørgsmål: Kan du garantere, at jeres udspil har en social profil, som de, der ikke har så meget, kan leve med?

- Ja, det kan jeg. Med det regeringen foreslår, vil det fortsat være sådan, at jo dyrere dit hus er, jo mere betaler du i skat, siger Løkke.

Regeringen har foreslået, at alle boligejere skal betale 0,6 procent i ejendomsværdiskat - uanset boligens værdi. En såkaldt flad boligskat.

S og DF vil holde fast i et "knæk". Det betyder, at borgere med de dyreste boliger betaler en højere procentsats og dermed mere i skat.

Men de har ikke lagt sig fast på, hvor knækket skal ligge. Begge partier mener dog, at det skal være højere end de nuværende tre millioner kroner.

Det vurderes, at regeringens forslag til et nyt boligskattesystem vil koste 32 milliarder kroner frem mod 2025.

/ritzau/