Man kan ikke være præst i folkekirken, hvis man ikke tror på opstandelsen. Det mener flere politikere, der nu lægger pres på biskop Peter Skov-Jakobsen for at få ham til at fyre den omstridte præst Per Ramsdal. Det skriver Jyllands-Posten.

Per Ramsdal har tidligere sagt i et interview med avisen, at han ikke tror på, at Jesus fysisk stod op af graven, og det bør ifølge flere politikere udløse en fyreseddel.

»Når han betvivler centrale elementer i kristendommen som kødets opstandelse, kan han ikke være præst. Ramsdal sætter med sine udtalelser sig selv uden for kirken. Hvis ikke det får konsekvenser for ham, mener jeg, at biskoppen svigter,« siger Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe (DF), til Jyllands-Posten.

Venstres Esben Lunde Larsen (V) mener, at Per Ramsdal bryder med præsteløftet og ser heller ikke andre muligheder end en opsigelse.

Liberal Alliances kirkeordfører, Mette Bock (LA), opfordrer biskoppen til at sige trosbekendelsen højt sammen med Per Ramsdal, og hvis han ikke svarer ja, må deres veje skilles, mener hun.

Lektor i teologi Peter Lodberg fra Aarhus Universitet mener dog, at politikerne ikke bør blande sig i, om biskoppen skal fyre en præst.

Hverken biskop Peter Skov-Jakobsen eller Per Ramsdal har ønsket at udtale sig, skriver Jyllands-Posten.