Hvem ka' - det ka' Omar. Og Bilka.

Det kan man godt konstatere med en lille omskrivning af lavprisvarehusets slogan. For Omar er succeshistorier i midt i den ophedede flygtningedebat. Og Bilka har været med til at gøre en forskel.

»Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået en chance. Jeg kender mange flygtninge, der gerne vil arbejde, men de får ikke chancen,« siger Omar, der står i Bistroen i Bilka i Kolding og tager imod bestillinger på burgere og hakkebøffer.

For tre år siden var han med sin familie i Syrien, og læste økonomi. Men han ville ikke i militæret, og tog flugten over Middelhavet, hvor mange har mistet livet i forsøget på at nå Europas forjættede kyst. Prisen var 5.000 dollars til menneskesmuglerne.

»Det var en af de billige billetter,« siger han med et grin på næsten flydende dansk.

»Jeg er rigtig glad for det her job, og jeg har fået danske venner og en kæreste, der er halvt dansk og halvt japaner. I Syrien læste jeg godt nok økonomi i fem år, og det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg må starte helt forfra, selv om jeg er 27 år. Men jeg er glad for hjælpen, jeg har fået. Og det er meget nemmere at lære dansk, når man er i job.«

»Men somme tider bliver jeg genert, fordi jeg ikke helt forstår humoren eller det, der siges mellem linjerne,« siger han.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kiggede i går forbi sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at se nærmere på hvad, der virker, når man skal have flygtninge i arbejde.

Kritiske røster vil måske mene, at Inger Støjberg hidtil har været mere udsmidningsminister end integrationsminister, og det erkender hun til en vis grad også.

»Den første lange tid handlede det om at stramme op, fordi der var blevet ført en meget slap udlændingepolitik op til vi kom til, og vi kunne se, at der var gået hul på Europa. Nu har vi fået bremset tilstrømningen, som i første omgang var det vigtigste, og så kan jeg bruge mere energi på at være integratioonsminister. Vi har nu gennemført 64 stramninger, og det giver mere spillerum,« siger Inger Støjberg, som mener at Omars måde at gøre det på, er den helt rigtige.

»Han har lært dansk hurtigt, men han er også klar over, at han jobmæssigt skal starte på et lavere trin, end han var på i Syrien. Og sådan er det bare, når man kommer til et nyt land.«

Men er det ikke alt for få, det lykkes for på den måde?

»Der er også andre, der rigtigt gerne vil. Men der er også dårlige eksempler på nogle, der ikke går på med krum hals, og det er stærkt ødelæggende. Man skal kunne forsørge sig selv og tage de danske værdier til sig, og så er jeg næsten ligeglad, hvordan man når derhen. At komme ud på en arbejdsplads er simpelthen vejen til integration. Dansk humor lærer man ikke på en sprogskole,« siger Inger Støjberg.