Den nordjyske stemmesluger opnåede valg til EU-Parlamentet tre gange, men siger snart stop efter 15 år.

København. Efter mere end 12 år i Bruxelles trækker Nordjylland mere.

Derfor genopstiller Ole Christensen ikke til EU-Parlamentet, hvor han har repræsenteret Socialdemokratiet siden 2004.

Den nordjyske stemmesluger opnåede genvalg i 2009 og 2014 og har fået tilnavnet "Ole EU".

Men ved næste valg til EU-Parlamentet i 2019 vil den EU-erfarne nordjyde ikke være at finde på listen over kandidater.

- Selvfølgelig er det hårdt at være væk fra min familie, og derfor fortjener både familien og jeg også, at jeg ved udgangen af denne valgperiode efter 15 år i Bruxelles stopper, siger Ole Christensen i en meddelelse.

Han vælger at vige pladsen nu, så der er god tid til at finde og køre en ny kandidat i stilling til næste valg.

- Der er stadig meget arbejde at gøre i resten af valgperioden, og jeg vil blive ved med at knokle på til den sidste dag. Men jeg vælger at annoncere mit stop nu, så Region Nordjylland har tid til at finde den rette kandidat, siger han.

Beskæftigelsesområdet har fyldt meget i Ole Christensens arbejde, og kampen mod løntrykkeri har været én af hans helt store mærkesager.

Ole Christensen har blandt andet være borgmester i Brovst og været politisk aktiv siden 1989.

/ritzau/