- Det er misbrug af skatteydernes penge, at ledige kan få et kursus i meditation, mindfulness og anerkendende metode. Jeg har svært ved at se, hvordan det vil bringe ledige i arbejde igen, siger Ole Birk Olesen (LA).

Han er faldet over en annonce på Facebook, hvor dagpengemodtagere tilbydes et gratis 6-ugers kursus i meditation og mindfulness hos Henning Daverne, der er et hot navn i kendiskredse.

Ole Birk Olesen kritiserer ikke Henning Daverne og hans kurser, som han er sikker på afvikles inden for de rammer et flertal i Folketinget har besluttet.

- Jeg kritiserer det flertal i Folketinget, der holder liv i beslutninger om, at ledige skal kunne komme på den slags kurser, siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

- Jeg kan ikke udelukke, at nogen kan have brug for det. Mange vil sikkert finde det både spændende, hyggeligt og interessant for ens liv i det hele taget. Men alle andre end ledige får ikke kurset gratis og samtidig tilbudt dagpenge i de 6 uger, kurset varer.

Hvilke kurser mener du, ledige skal tilbydes?

- De skal tilbydes kurser, som giver kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Det kan være et taxakørekort, et engelskkursus eller efteruddannelse inden for eget fagområde, så man er opdateret med det nyeste.

- Jeg har ikke set stillingsopslag, hvor man søger folk med kompetencer indenfor meditation og mindfulness. Det er åbenbart ikke noget, der står højt på arbejdsgivernes liste, siger Ole Birk Olesen.

Debatten kører lifligt på Ole Birk Olesens Facebook-profil, blandt andet skriver Suzanne Bjerrehuus:

- Kender en ung fyr på 19, kontanthjælpsmodtager, han kunne få et job dersom han havde kørekort. I stedet får de unge smidt alle mulige tilbud i nakken, som ikke bringer dem videre, skriver Suzanne Bjerrehuus.

Er der kvalitet nok i de kurser, arbejdsløse får tilbudt? Sig din mening eller fortæl om dine erfaringer herunder.