Topstyring, frygt og straf holder politikerne på plads i partierne, så det minder om religiøse sekter, hvor ingen tør stille spørgsmålstegn ved lederens anvisninger.
Det mener Özlem Cekic, der indtil valget var en markant socialordfører i SF, men som blev offer for partiets tilbagegang ved valget, og mistede sin plads i Folketinget.
I et debatindlæg i Politiken sammenligner hun de danske partier sekter, hvor man »aldrig sætter spørgsmålstegn ved det religiøse overhoveds gøren og laden«.
Hun fortæller dels om hvordan hun selv blev frataget samtlige ordførerskaber af SFs ledelse, da hun nægtede at stemme for skattereformen, og nævner fire andre kolleger, som har følt vreden fra partitoppen.
»Alle mine ordførerskaber blev taget fra mig, og jeg måtte ikke længere udtale mig på vegne af SF, fordi jeg insisterede på at stemme imod skattereformen, der tog penge fra førtidspensionister for at give skattelettelser til de velhavende jurister. Senere gik det op for mig, at det er sådan, stort set alle partier og deres ledelser på Christiansborg agerer,« skriver hun.
»Venstre fratog Jens Rohde spidskandidaturet til europaparlamentsvalget, fordi han havde skrevet en kronik om europapolitik, hvori han foreslog, at flere beslutninger skulle flyttes til Bruxelles. Socialdemokraterne tog samtlige syv ordførerskaber fra arbejdsmarkedsordføreren Jan Johansen, fordi han valgte at stemme for Enhedslistens forslag om at forkorte genoptjeningsretten til dagpenge. Enhedslisten valgte en mere stilfærdig straffemetode til deres udenrigsordfører Christian Juul, efter at han gav udtryk for, at militæret ikke kunne løse alle problemer, og at koalitionen burde gå i dialog med Islamisk Stat. Hurtigt kom der en rotation af ordførerskaberne,« skriver Ôzlem Cekic i Politiken.
Selv Alternativet, der anses for et rummeligt græsrodsparti, slog hårdt ned på integrationsordfører Uzma Andreasen, da hun sagde, at indvandrere, der ikke ville lære dansk, skulle udvises af landet. Hun måtte offentligt tage afstand fra sine holdninger og meldte sig efterfølgende ud af partiet.
»Det er forståeligt, at en folketingsgruppe har brug for at trække en grænse for, hvor langt de enkelte medlemmer kan rykke sig fra partilinjen og stadig være en del af gruppen. Men er udviklingen ikke gået lidt for langt? Risikerer det ikke at gå ud over mulighederne for demokratisk debat?« spørger Özlem Cekic.
