SFs Özlem Sara Cekic mener ikke, at fattige mennesker har biler. Det sagde hun i debatprogrammet 'Meningsmaskinen' på TV2 Lorry tirsdag aften.

- Det er jo sådan, at den lille mand jo ikke har en Audi i sin garage eller har et par biler. Den lille mand bruger faktisk den kollektive trafik, og den kollektive trafik - når man ser på priserne og kvaliteten - er blevet forringet de sidste 10 år, sagde Özlem Sara Cekic, der blandt andet er familie- og socialordfører i SF.

I debatprogrammet, der tirsdag handlede om betalingsringen, deltog også De Konservatives Bendikte Kiær, Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen og Venstres Søren Pind. Og sidstnævnte var ikke sen til at skyde på Özlem Sara Cekic' påstand.

Kort efter at SFeren havde snakket om 'den lille mand', gik den tidligere udviklingsminister til angreb. Han mente, at påstanden tangerede den person, Carina, Özlem Sara Cekic hev ind i debatten om fattigdom.

LÆS MERE: 

- Jeg vil gerne sige, at vi ryger jo ud i en ren ny Carina-debat, for nu kan jeg forstå, at 'den lille mand', han kører ikke i bil. Han tager kun den kollektive trafik, og se, det er nøjagtig det, der har fået omegnskommunerne og ikke mindst de socialdemokratiske borgmestre til at gå amok. Det er nemlig synet på, at det her handler ikke om 'den lille mand', sagde Søren Pind og forsatte sin svada:

- Det handler ikke om den enlige mor med to børn, som kører i sin bil, og som nu skal betale mindst 11.500 kroner (om året, red), hvis hun skal krydse frem og tilbage for at aflevere sine børn i en institution eller i en privatskole uden for kommunegrænsen eller lignende. Hende handler det ikke om.

LÆS OGSÅ:
 

Og han var ikke færdig.

- Næh, det handler om, at 'den lille mand', han kører ikke i bil. Det siger alt om denne debat. Det siger alt om venstrefløjens holdning til det her. Det afslører alt, sagde Søren Pind.