Stille, fremsynet og redelig.

Med disse ord beskriver Peter Thyssen, tidliger radikale rådmand fra Aarhus, sin gamle kampagneleder og politiske lærling, Morten Østergaard (R), som står til at overtage posten som partileder efter Margrethe Vestager (R).

»Det, der karakteriserer Morten, er, at han er ekstremt dygtig til at læse det politiske spil, og så er han en redelig person, som giver sine medspillere plads på banen. Han er en spilfordeler - både på fodboldbanen, men i høj grad også i det virkelige liv,« siger Peter Thyssen.

Han lærte Morten Østergaard at kende, da den unge politikerspire som nyudklækket student kom i politisk lære hos Thyssen i Aarhus. Hen ad vejen blev Østergaard både kampagneleder og personlig ven med rådmanden.

»Han har et talent for at se politiske muligheder og få folk til at arbejde sammen. Allerede dengang, lige efter gymnasiet, havde han mange fremsynede idéer, som han fik ført ud i livet ved at engagere folk omkring sig,« fortæller Peter Thyssen.

Han fremhæver sin tidligere politiske lærling og kompagnon som en person, der får det bedste frem i folk:

»Hvis Morten får magt, som han har agt, bliver hans force, at han får det bedste ud af de folk, der omgiver ham. Han er ikke sådan en »her kommer jeg«-type, slet ikke. Han giver sine medmennesker plads.«

Derfor mener Peter Thyssen også, at de Radikale med Morten Østergaard i spidsen vil få en mere stille partileder, end partiet har haft i Margrethe Vestager.

»På nogle områder ligner de hinanden meget, og de har jo også arbejdet tæt sammen, men Morten er måske en lidt mere stille leder på den måde, at han er bedre til at trække i trådene og få andre til at blomstre end til selv at stå frem hele tiden,« siger Peter Thyssen.

Lederskiftet ventes at falde på plads på et ekstraordinært gruppemøde hos de Radikale på Christiansborg søndag eftermiddag.