Flere økonomer tvivler på, at regeringen kan leve op til løftet om at gøre Danmark 20 milliarder kroner rigere i 2020.

Regeringen har lovet at gøre Danmark 20 milliarder kroner rigere i 2020, men det bliver svært at nå efter den ny velfærdsplan.

Det vurderer flere økonomer over for Børsen.

»Regeringen har sat sig selv i en slem spændetrøje. Den skal være mere fantasifuld end hidtil i forhold til nye reformer, hvis der ikke er flere penge til skattelettelser, som kan øge BNP-væksten,« siger Peter Bojsen Jakobsen, der er makroøkonom i Sydbank, til Børsen.

Han bakkes op af cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby, der mener, regeringens målsætning er blevet sværere, da »man begynder at kaste penge ud til velfærdsydelser« i stedet for at sikre, at Danmark griber opsvinget.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag fremlagde regeringens velfærdsplan, understregede hun flere gange, at regeringen ikke har skattelettelser højt på prioriteringslisten. I stedet har SR-regeringen prioriteret at bruge 15 milliarder kroner mere om året i 2020 på den offentlige sektor i forhold til i dag, hvilket cheføkonomen i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, kalder »misbrugt råderum«, da den danske økonomi i hans optik har brug for et øget vækstpotentiale.

På trods af økonomernes skepsis, så mener økonomiminister Morten Østergaard (R), at regeringen har rig mulighed for at leve op til målsætningen. Han nævner de endnu ikke færdiggjorte rapporter fra pensionskommissionen, dagpengekommissionen og erhvervsbeskatningsudvalget som muligheder for at øge BNP.