Økologisk Landsforening er glade for valget af Dan Jørgensen som ny fødevareminister. Han har tidligere arbejdet for at fremme økologien i Europa-Parlamentet.

Den nye fødevareminister Dan Jørgensens (S) baggrund som EU-parlamentariker er en stor styrke, mener Økologisk Landsforening, og de glæder sig over valget.

»Vi kender Dan Jørgensen som en dygtig politiker med stærke holdninger til dyrevelfærd, miljø og naturen og som en politiker, der har gjort et stort stykke arbejde for økologi i EU. Vi hilser ham velkommen som ny fødevareminister og ser frem til et godt samarbejdet,« siger økologernes formand, Per Kølster, i pressemeddelelse.

Ifølge Per Kølster er kendskabet til EU vigtigt, da Danmark står over for at skulle implementere den reformerede fælles landbrugspolitik. Også økologi-lovgivning fastsættes på EU-niveau, og her ser de danske økologers formand det som en klar force, at Dan Jørgensen i EU har arbejdet for at fremme økologien i EU.

»Danmark har flere særstandpunkter på fødevare- og økologiområdet, og det er vigtigt at have en minister, der kan fremføre de holdninger med vægt, som forstår EU-politik, og som kan lave alliancer med andre lande,« siger Per Kølster.

Det er særligt Dan Jørgensens stærke og klare holdninger til miljø og dyrenes forhold, som Per Kølster ser frem til hos den nye minister. For ifølge Økologernes formand er de to mærkesager ikke en hindring for gode forhold i fødevareindustrien og landbruget.

»Landbrugets fremtid kræver, at de væsentlige natur- og dyrevelfærdsmæssige spørgsmål landes med langtidsholdbare løsninger. De løsninger kræver stor viden, engageret debat, og at man er løsningsorienteret. Dan Jørgensen er leveringsdygtig i alle tre,« siger Per Kølster.

Den afgående fødevareminister Karen Hækkerup (S) får også et par ord med på vejen:

»Det var kort, men godt. Jeg har haft lejlighed til at mødes med Karen Hækkerup flere gange i de seneste måneder. Hun har været en velforberedt og lyttende minister med klare, positive holdninger om økologi. Jeg vil gerne takke for det gode, men korte samarbejde, og ønsker Karen Hækkerup alt muligt held og lykke som justitsminister,« siger han.