Efter at have kastet sig lidt for ivrigt ind i sagen om politiets anholdelse af en sort professor, trækker præsidenten nu i land. Først var det 'dumt' af en hvid politibetjent at anholde en Harvard-professor i dennes eget hjem. Da sagens rette sammenhæng gik op for Obama, erkendte han, at ordvalget ikke alene var uheldigt, men også bidrog til at øge den ophidsede stemning.
Kombinationen 'hvid betjent og sort borger' er som tændvæske på en stadig let antændelig racismedebat i USA. En debat, som kunne have udviklet sig sprængfarligt for præsidenten, der ikke har for vane at gøre for meget ud af sin egen hudfarve.
I stedet byder Obama nu betjent og professor på forsoningsøl i Det Hvide Hus. Præsidenten demontrerer dermed, at han både mestrer hurtig brandslukning og at fastholde det show, som hans metier også byder på.
Sagen om anholdelsen dukker op på et uheldigt tidspunkt for Obama, der netop nu kæmper for at få sin længe annoncerede sundhedsreform igennem. Og på et tidspunkt, hvor der er stigende kritik af, at præsidenten har en mening om snart sagt hvad som helst.
Under valgkampen i efteråret blev Obama hyldet som en rockstjerne og tilbedt som Messias. - Yes, we can, gentog han, og hele verden troede ham.
Nu er det hverdag, og seks måneder i Det Hvide Hus har sat sine spor. Det er nu, at Obama skal vise, at han formår at at udfylde den rolle, han er valgt til – som en handlekraftig politisk leder. En kuldsejlet sundhedsreform kan blive det første alvorlige nederlag til Obama i den rolle.
Herhjemme har vi også eksempler på 'politiske rockstjerner'. Tag Naser Khader, der blev hyldet som dansk politiks funklende stjerne, da han brød med De Radikale og dannede Ny Alliance. Her var manden, der kunne bryde med det fasttømrede VKO-flertal, lød det euforisk i 2007, skønt ingen på det tidspunkt vidste, hvilken politik det nye parti ville byde på.
Det skulle hurtigt vise sig, at Khader floppede som partiformand, og at stifterne i øvrigt ikke var enige om ret meget andet end at bryde ud af deres gamle partier. Khader er nu stærkt på vej tilbage til dét, han er bedst til, nemlig i rollen som værdipolitiker.
I øjeblikket er det SFs leder, Villy Søvndal, der er superstar i dansk politik. Tidens åbenlyse stemmemagnet. Leveringsdygtig i kække bemærkninger i rigt mål. Men også med en drejebog med et indhold, der virker noget mere overbevisende end Alliancens diffuse tanker.
Personlig gennemslagskraft er et ufravigeligt krav til enhver politiker i dag. Slogans og kække bemærkninger kan gøre en del, men ikke det hele. Heldigvis er det stadig sådan, at vælgerne også dømmer deres politikere ud fra de resultater, de præsterer. Det gælder, uanset om man er præsident i USA eller folkesocialist i Danmark.
