Ifølge et udkast om EU-Kommissionens støtte til europæiske infrastrukturprojekter sender EU kun halvdelen af de forventede ni milliarder til Femern-forbindelsen.

Den planlagte og lovbestemte faste tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland under Femernbælt er blevet ramt af endnu et milliardhul i budgettet, skriver B.dk.

I stedet for at sende de budgetterede små ti milliarder støttekroner til det store byggeri kommer der kun cirka 4,4 milliarder kroner fra Bruxelles, i hvert fald i denne omgang, fremgår det af EU-kommissionens liste over tilskud til en række europæiske infrastrukturprojekter, herunder det danske. Dermed har den nye regering og den nye transportminister, Hans Christian Schmidt (V) fået et stort problem placeret på skrivebordet allerede samme dag, som han tiltrådte.

Transportministeriet bekræftede sidst på mandagen over for Berlingske, at EU-støtten bliver på det halve af det budgetterede, men tilføjer, at der vil blive mulighed for at søge tilskud på et senere tilskud. En nærmere redegørelse om sagen er nu på vej fra ministeriet.

Det halverede tilskud skaber yderligere tvivl om finansieringen af den faste forbindelse. Indtil februar lød det samlede anlægsbudget for Femern på cirka 40 milliarder kroner. Men da entreprenørernes tilbud blev åbnet, steg budgettet til 49 milliarder kroner. Derfor fik Femern-selskabet til opgave at gå i forhandlinger med entreprenørerne for at få prisen ned, blandt andet ved at forlænge anlægsperioden til 2025. Samtidig indsendte Danmark sin officielle støtteansøgning til EU, hvor Danmark bad om at få den maksimale støtte på 25 procent af anlægsudgifterne, svarende til cirka 13 milliarder kroner.

Mandag kom så EUs svar, som lød på 4,4 milliarder kroner, svarende til cirka ni procent af anlægsudgifterne.

Det var ikke muligt mandag at få en umiddelbar vurdering af konsekvensen af det nye hul i budgettet. Men da loven om den faste forbindelse blev vedtaget i Folketinget umiddelbart før folketingsvalget blev udskrevet i maj, skete det med den tilføjelse, at den endelige beslutning om at sætte byggeriet i gang skal afvente politisk godkendelse blandt partierne bag Femern-forliget. Forligskredsen forventer at have et samlet overblik over budgettet i løbet af efteråret, når forhandlingerne med entreprenørerne er gennemført.

Budgettets størrelse er ikke Femern-projektets eneste problem. Oveni kommer usikkerhed om tidsplanen, fordi myndighedsbehandlingen på den tyske side af flere end 3.000 indgivede indsigelser kan trække ud, særligt hvis de følges op af retssager. Den tyske regering har dog flere gange understreget sin støtte til projektet, senest da den tyske kansler Angela Merkel besøgte den daværende statsminister Helle Thorning Schmidt (S) i maj.