Ældresagen, Dansk Erhverv og Enhedslisten vil afskaffe 1000-kronesedlen. S og DF tøver.

Hvad skal danskerne med en 1000-kroneseddel? Ingenting, mener Enhedslisten, Dansk Erhverv og Ældresagen. Derfor er de tre parter enige om, at den bør afskaffes.

Det skriver Jyllands-Posten onsdag.

Det er Enhedslisten, der foreslår afskaffelsen. Sedlen er hovedsageligt til glæde for kriminelle, lyder argumentet.

»Vi er ikke for det kontantløse samfund, men der er ingen ældre, som går ned køber en liter mælk og et pund smør med en 1000-kroneseddel,« siger Søren Søndergaard (EL), der er medlem af retsudvalget, til avisen.

Nationalbankens Betalingsråd har tidligere luftet samme idé. Idéen nåede ikke med i rådets endelige rapport fra sidste forår. Det skyldes ifølge Nationalbanken, at overvejelserne var uden for kommissoriet.

Et af medlemmerne fra rådet dengang professor i digitalisering Jan Damsgaard er stadig fan af idéen.

»1000-kronesedlen bliver ikke brugt i handlen. Den bruges til værdiopbevaring. Det er madraspenge, sorte penge, de kriminelles og en seddel til hvidvaskning,« siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge rådets rapport fra dengang, er over halvdelen af danske kontanters værdi bundet i 1000-kronersedler. 56 procent af danske kontanter bruges ifølge rapporten til uregistrerede betalinger eller sparegrisfyld.

Det svarer til, at alle danskere inklusiv børn har to-tre 1000-kronesedler liggende derhjemme.

Selv om der stadig findes ældre, der sværger mere til kontanter end betalingskort, anbefaler Ældresagen også, at sedlen afskaffes.

»De fleste ældre kan klare sig med 500-kronesedlen,« siger chefkonsulent Olav Felbo til Jyllands-Posten.

»Og i de tilfælde, hvor 1000-kronesedlen er den overlegen, det vil sige, når det handler om opsparing, er det alligevel ufornuftigt at benytte sig af kontanter.«

Dansk Erhverv deler Ældresagen og Enhedslistens synspunkt, mens S og DF er tøvende men ikke afvisende overfor en afskaffelse.

/ritzau/