Bjørn Westh, der var justitsminister i SR-regeringen, erkender at have været indblandet i PETs destruktion af dokumenter med oplysninger om politikere.

Dagbladet BT skrev torsdag, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) makulerede dokumenter med potentielt belastende oplysninger om fremtrædende politikere på især venstrefløjen. Nu erkender daværende justitsminister Bjørn Westh (S), at han og dermed SR-regeringen var involveret i beslutningen.

En beslutning, der betød, at sporene efter de politiske venners gerninger under den kolde krig forsvandt for altid.

- Jeg kan ikke huske de præcise detaljer efter så mange år, men jeg var indblandet i det. Somme tider skal man se, om alt det, der står i arkiverne, er nødvendigt. Hvis noget er unødvendigt, er der ingen grund til at opbevare det. Det er derfor, de politiske sager fra den kolde krig skulle destrueres. Især fordi indholdet var myteskabende, siger Bjørn Westh til BT.

Som eksempel på de såkaldt myteskabende og unødvendige oplysninger nævner han sagen om nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) tætte personlige og økonomiske forbindelser til Sovjetunionen og DDR under den kolde krig.

En sag, som på det seneste er beskrevet indgående og som får flere politikere og eksperter til at betvivle Sohns egnethed som minister, men som Bjørn Westh betegner som ligegyldig.

PETs sagsmappe om Ole Sohn, der indtil 1991 var formand for Danmark Kommunistiske Parti, DKP, er således efter alt at dømme blandt de dokumenter, der få år senere blev beordret makuleret.

Bjørn Westh afviser spekulationerne om, at destruktionen skyldtes et ønske om at skjule eventuelle ulovligheder begået af SR-regeringens medlemmer og politiske støtter.

Uanset baggrunden raser flere historikere over manøvren, som blandt andet betegnes som hærværk mod historieskrivningen.

- Man har forsøgt at forme historieskrivningen ved på forhånd at slette de oplysninger, man ikke brød sig om. Det er en uting, og det kan have store konsekvenser både for vores billede af fortiden og for vores evne til at håndtere de udfordringer, der kommer fremover, siger koldkrigsforsker og lektor i historie ved Syddansk Universitet, Thomas Wegener Friis til BT.