Folketingets statsrevisorers formand får kritik af den forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

København. Mens Rigsrevisionen gransker statens aktiesalg af Dong, langer forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og professor emeritus Steen Hildebrandt i Politiken ud efter Folketingets vagthund i sagen.

De beskylder i et debatindlæg i Politiken fredag Folketingets statsrevisorer for på "en særdeles kritisabel facon" at udsætte Rigsrevisionen for et pres, som kan komme til at udvande undersøgelsen.

Kritikken er især rettet mod Peder Larsen (SF), der er Statsrevisorernes formand.

Nyrup og Hildebrandt angriber formanden, efter at han har givet et interview til netmediet Altinget.

Her har Peder Larsen udtalt, at ønsket om en undersøgelse af salget af Dong i højere grad baserer sig på ideologi og "kalkunjagt", end det baserer sig på saglige argumenter.

Det er en mærkværdig ting at sige, mener de to. Især når man er i Peder Larsens position.

- Her skal man huske, at Peder Larsen - sammen med de øvrige statsrevisorer - står som selve opdragsgiveren, afsenderen af undersøgelsesanmodningen, skriver de i Politiken og fortsætter:

- En anmodning, han altså omhyggeligt forsyner med en form for "negativ forventning": Det her behøver ikke at føre til noget. Sammenholdt med detaljerne i revisorernes anmodning giver det anledning til meget stor betænkelighed.

Nyrup og Hildebrandt frygter, at Peder Larsens ageren går ud over undersøgelsen.

- Har det utidige pres fra Statsrevisorernes egen formand rent faktisk haft en virkning, således at sagen i sidste ende lukkes uden en tilbundsgående undersøgelse? Vi ved det ikke, står der i indlægget.

Statsrevisorformanden er bekendt med kritikken. Han ønsker dog ikke at give et interview om sagen.

- Jeg mener ikke, at der indtil videre er kommet noget nyt frem, som antyder, at der er noget behov for en undersøgelse. Det mente jeg ikke dengang, og det mener jeg stadig ikke. Nogle vil gerne holde liv i en polemik i det her, men det ønsker jeg ikke at deltage i, siger Peder Larsen til Politiken.

/ritzau/