Justitsministeriet og politiet skal endnu engang undersøge, hvor mange borgere der blev ladt i stikken af politiet i forbindelse med politireformen.
På et møde i formiddag med partierne bag politireformen accepterede justitsminister Brian Mikkelsen at lave en supplerende undersøgelse om politisvigt. Det sker efter, at det er kommet frem, at 26 sager om politisvigt hos Midt- og Vestsjællands Politi ikke blev nævnt i en redegørelse.
- Nu får vi at se, hvad der er i skuffer og kommoder ude i politikredsene, og hvad der er kommet ind af henvendelser til ministeriet, siger Brian Mikkelsen, der dog på forhånd siger, at konklusionen allerede er truffet, da der i forbindelse med den seneste finanslov blev tilført ekstra 843 millioner kroner til politiet for at rette op på de svigt, som danskerne har oplevet.
Brian Mikkelsen afviser pure, at han selv, tidligere justitsminister Lene Espersen eller politiet har spekuleret i at skjule sager om politisvigt. Spørgsmålene til den første undersøgelse er blot opfattet forskelligt, mener han.
/ritzau/





















