Ifølge borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, betyder en ny bro arbejdspladser og vækst i området.

København. Borgerne på Lolland-Falster får en ny Storstrømsbro, der kommer til at stå klar i 2022.

Det er resultatet af en delaftale mellem regeringen og partierne bag Togfonden.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået en bred politisk aftale, som sikrer, at vi nu kommer i gang med at få etableret en ny Storstrømsbro, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i en pressemeddelelse.

- Det vil være til stor gavn ikke mindst for borgere og virksomheder på Lolland-Falster, tilføjer han.

Ifølge borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsundlisten), betyder en ny bro blandt andet flere arbejdspladser og investeringer i området.

Derudover er broen afgørende for pendlerne og for den internationale togtrafik, siger han.

- En beliggenhed mellem Hamburg og København vil gøre Sydhavsøerne til et oplagt sted at drive virksomhed og ikke mindst bosætte sig. Vi bliver et vækstområde, som kan bidrage til det øvrige Danmark.

Han forventer, at flere vil slå sig ned i Guldborgsund Kommune, når pendlertiden til København - også takket være en kommende elektrificering af jernbanen - nedsættes til under en time.

- Jeg er rigtig glad, for vi har efterhånden arbejdet på det her projekt i mange år. Og vigtigst af alt har vi nu en slutdato for, hvornår den står klar.

Lige som de øvrige projekter, der har været en del af Togfonden, har der på grund af politisk uenighed på Christiansborg hersket stor usikkerhed om broprojektet.

10.000 borgere i området har med deres underskrifter været med til at lægge et pres på politikerne.

- Jeg må sige, at man har bevist, at når en hel landsdel holder sammen om noget, som er så vigtigt for vores vækst, så kan det også lade sig gøre. Så jeg glæder mig egentlig bare over den vedholdenhed, der har været, siger borgmesteren.

Det kommer til at koste 4,2 milliarder kroner at opføre broen. Finansieringen af den sker via Finansloven.

Broen skal erstatte den gamle Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster, og som er begyndt at slå revner.

- Den gamle bro smuldrer, og det vil man kunne se, hvis man sejler under den. Det er ikke tilladt at sejle under bropillerne undtagen lige midt på.

- Der har man restaureret den så meget, så at der ikke er risiko for, at der falder murbrokker ned over én. Den er decideret livsfarlig at sejle under, siger han.

Spørgsmål: Hvordan vil du karakterisere det politiske forløb, der er gået forud.

- Det har været hårdt.

/ritzau/