Den såkaldte Ring 5-motorvej mellem Helsingør og Køge skal droppes, mener K, Ø og R, som nu sammen lægger et beslutningsforslag på bordet. Det får opbakning i Folketinget.

Planerne om at opføre en ny motorvej mellem Helsingør og Køge ser nu ud til at blive lagt i graven.

En atypisk alliance mellem Enhedslisten, de Radikale og de Konservative er nemlig gået sammen om et beslutningsforslag, der lægger op til at droppe motorvejen.

Og ifølge DR Nyheder får de tre partier opbakning blandt et bredt flertal i Folketinget.

Maria Reumert Gjerding (Ø), der er miljøordfører for Enhedslisten, mener, det er på tide, at planerne droppes:

»Jeg er glad for, at vi på tværs af politiske partier kan samles om at afblæse alle planer om en Ring 5. Det er på høje tid, at denne afklaring kommer. Det er helt urimeligt over for de borgere, som i dag er påvirkede af arealreservationer, at lade debatten køre i årevis. De har et berettiget krav på at vide, om de er købt eller solgt,« siger hun.

Hvis man skulle bygge Ring 5, vil det ifølge miljøordføreren få stor betydning for den sjællandske natur på vejen fra Helsingør til Køge.

Fem borgmestre fra nordsjællandske kommuner sendte 5. oktober en appel til regeringen om at nedlægge Ring 5 og ophæve arealreservationerne. Det ser nu ud til at lykkes.

Planerne om Ring 5 blev ved en projekteringslov vedtaget helt tilbage i 1967.