- Jeg har besluttet at stille op, og det føles godt at sige det, siger Annette Vilhelmsen til TV 2 News. Vilhelmsen, som har været folketingsmedlem siden 2011 og har mange års erfaring som byrådspolitiker i Kerteminde Byråd, hvor hun også har været 1. viceborgmester.

Direkte adspurgt om, hvad hun kan bidrage med som formand, siger hun til TV 2 News:

- Jeg kan stille min erfaring til rådighed. Erfaringer med byrådsarbejde, fra Folketinget, fra SFs landsledelse og fra arbejdslivet. Jeg har noget at byde på, og det stiller jeg til rådighed.

Samtidig fortæller hun, at det ikke ligefrem lå i kortene, at hun skulle være formand.

- Der er flere folk, der har peget på mig, og det har givet mig lyst til at tage ansvar. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive her og nu, siger hun.

Med Annette Vilhelmsens kandidatur er også partiets røde fløj repræsenteret i formandskampen, der indtil videre kun har haft én kandidat, nemlig sundhedsminister Astrid Krag (SF), der betegnes som ledelsens foretrukne kandidat.

Lørdag blev Annette Vilhelmsen noget overraskende valgt til ny spidskandidat for SF på Fyn. Dermed slog hun partiets mangeårige spidskandidat, Anne Baastrup.