Den konservative politiske ordfører Henriette Kjær har igen fået rettens ord for, at hun ikke kan betale sine regninger til tiden.

Kort før jul blev hun ved Retten i Lyngby dømt til at betale 149.831,94 kroner til GE Money Bank for et lån, hvor hun ikke havde overholdt tilbagebetalings-betingelserne.

Henriette Kjær blev også dømt til at sagens omkostninger ifølge kendelsen fra retten. B.T. er i besiddelse af dommen fra 1. december mod Henriette Kjær.

Hendes samlever Erik Skov Pedersen er ikke nævnt i dombogen - dommen er alene møntet på politikeren. Det fremgår af dommen, at Henriette Kjær ikke ønskede at forklare sin side af sagen.

- Da sagsøgte skønt lovligt opfordret ikke har svaret i sagen, afsiges de rdom efter sagsøgerens påstand, står der blandt andet. Kendelsen fra retten lyder sådan her i sin helhed:

- Thi kendes for ret. Sagsøgte, Henriette Kjær, skal inden 14 dage til sagsøgeren GE Money Bank, filial af GE Money Bank AB Sverige, betale 149.831,94 kroner med rente 11,09% p.a. fra den 15. juni 2010 samt sagens omkostninger med 6.850 kroner.

Direktøren for GE Money Bank, som specialiserer sig i højtforrentede forbrugslån, Henrik Fich, siger til B.T.

- Med en domsafsigelsigelse, så har vi fået rettens ord for, at vi har pengene tilgode. Herefter kan vi inddrive vores tilgodehavende, siger Henrik Fich.

Han fortæller, at det er særdeles sjældent, at de må trække deres kunder i retten.

- Det er nu en gang vores forretning, at få folk til at betale det, som de skylder os. Generelt forsøger vi at hjælpe dem, der ikke kan betale, så de kan få afviklet deres gæld. Det er typisk ved, at man laver en afbetalingsordning, så de betaler tilbage over noget tid. Enkelte gange, hvor folk stadig ikke betaler, kan vi blive nødt til at tage dem i retten. Og nu kender jeg ikke den konkrete sag, men det må være det, som er sket her, siger han.

Henriette Kjær blev i oktober og december 2004 to gange dømt til at betale sine regninger sammen med sin partner Erik Skov Pedersen. hun havde da ikke betalt en markise og to sofaer for godt 50.000 kroner. Hun måtte efter sagen kom frem i februar 2005 trække sig som familie- og forbrugerminister.

Trods flere henvendelser fra B.T. er Henriette Kjær ikke vendt tilbage for at svare på sin nye dom.

Læs meget mere om den nye sag mod Henriette Kjær og hendes mand i B.T. fredag.