En danseskole der blev smidt ud for at give plads til Ungdomshuset får nye lokaler

Ungdomshuset på Dortheavej i Københavns nord-vest-kvarter påfører nu Københavns kommune en ny ekstra-regning på 15 mio. kr.

Årsagen er, at da politikerne valgte at give de unge aktivister et nyt ungdomshus til gengæld for det nedlagte på Jagtvej 69, var de nødt til at fjerne de aktiviteter, der i forvejen befandt sig i lokalerne.

Et af dem var "Dans i Nordvest" - en hip hop-danseskole hvor unge af anden etnisk oprindelse og unge danskere hyggede sig sammen.

Danseskolen lå ironisk nok i præcis de lokaler, hvorfra hætteklædte aktivister for nogle dage siden hang ud ad vinduerne og smed ting efter politiet.

Den nye danseskole, der skal etableres i en omdannelse af Bispebjerg kapel kommer til at koste 38 mio. kr. De 23 mio. er dog skaffet hos fonde, f.eks. 13 mio. kr. fra Nordea-fonden. Tilbage bliver en udgift for kommunen på 15,7 mio. kr.

- Siden har danseskolen ikke haft lokaler. Nu vil man så etablere nye lokaler til dem i forbindelse med Grundtvigskirken ca. en km. væk. Det vil koste 38 mio. kr. Og det er en temmelig stor udgift. Især når man sammenligner med, at kommunen er nødt til at sammenlægge fire folkeskoler på Amager fordi vi skal spare 60 mio. kr., siger det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation Rasmus Jarlov.