En af Danmarks skarpeste politiske kommentatorer kommer fremover til at skrive i BT. Søs Marie Serup begynder 1. november som politisk kommentator på Danmarks største tabloidavis, og her vil hun flere gange om ugen være en kontant og velunderrettet iagttager af dansk politik.

- Søs Marie Serup ved, hvad der foregår på Christiansborg. Hun har gode kilder, hun er fair og er ikke bange for at sige sin mening. Hun kan skære gennem ordflom og politisk spin og fortælle BTs læsere, hvad der rent faktisk foregår i dansk politik. Og hvad politikerne mener. Jeg er glad for, at vi fremover har Søs Marie Serup til at kommentere politik på BT, siger BTs ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

Søs Marie Serup ser frem til sin nye udfordring på BT:

- Jeg er og bliver en politik-nørd og glæder mig til at skrive fast i BT. Det skal være nemt at forholde sig til politik, og jeg lægger stor vægt på, at jeg kan fortælle, hvad der foregår bag kulisserne, siger Søs Marie Serup og fortsætter:

- Politik er en kampplads, hvor meninger brydes. Det betyder, at man ikke kan forstå ét parti uden også at forstå dets modpart, samarbejdspartnere og udfordrere. Jeg kender politik indefra efter at have arbejdet otte år på Christiansborg. Jeg har selvfølgelig et særligt indblik i Venstre. Men jeg vil behandle alle partier, personer og emner ens: Og det vil ske fair og kontant, siger BTs nye politiske kommentator.

Søs Marie Serup har arbejdet otte år på Christiansborg - i Finansministeriet, Statsministeriet og for partiet Venstre, som hun forlod i marts 2011. Hun driver virksomheden By Serup og har optrådt som kommentator på Børsen og DR og er lige nu fast kommentator i det politiske magasin 1240K på TV2 News.