I Sverige bliver langt flere nye virksomheder børsnoteret end i Danmark. Det vil Brian Mikkelsen gøre op med.

København. Erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) vil gøre det mere attraktivt at investere i aktier ved at lempe beskatningen og forenkle reglerne.

Det skriver Børsen.

Den nuværende beskatning er så høj, at den ifølge den nyudnævnte minister er en hæmsko for danske vækstvirksomheder, som i langt mindre grad end i Sverige forsøger at blive børsnoteret.

Mens der på Nasdaq-børsen i Sverige er børsnoteret 81 virksomheder de seneste fire år, er der i samme periode kun kommet fire nye selskaber på børsen herhjemme.

Konkret vil Brian Mikkelsen sænke aktieskatten fra nu 42 procent til 27 procent.

Til sammenligning er aktieskatten i Sverige på 30 procent.

- Vores høje kapitalbeskatning er en af de største forhindringer for vækst lige nu, for kapitalskatter er med til at forhindre, at vi kan skaffe ordenlig finansiering til vores virksomheder, siger Brian Mikkelsen til Børsen.

Han tilføjer, at reglerne for investeringer i værdipapirer desuden skal forenkles efter svensk forbillede.

I Sverige er det ifølge Børsen langt mere enkelt for private at investere i aktier end herhjemme.

Dansk Folkeparti er positivt indstillet over for forslaget.

Ifølge DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, vil det gøre livet nemmere for nystartede virksomheder. Og det er langt vigtigere end at sænke selskabsskatten, påpeger han.

- Jeg ser hellere, at man styrker iværksætterkulturen og kapitalmulighederne til iværksætterne. Hvor man sørger for at hele underskoven af nystartede virksomheder føler sig hjemme i Danmark, siger han til Børsen.

/ritzau/