Ny måling viser massiv opbakning til nyttejob

Et stort flertal af danskerne bakker i en ny måling op om nyttejob til kontanthjælpsmodtagere.

Et stort flertal af danskerne betragter det som en god idé, at kontanthjælpsmodtagere arbejder for kontanthjælpen. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

82,6 procent af de i alt 1.242 repræsentativt udvalgte danskere bakker i målingen op om ordningen med de såkaldte nyttejob, som alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten vedtog i foråret.

Men også i Enhedslistens vælgerskare er der opbakning til nyttejobordningen, viser målingen, hvor 65,3 procent af liste Øs vælgere bakker op om, at job- og uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere skal arbejde i nyttejob.

»Der er en ret-og-pligt-dagsorden og aktiveringsfilosofi af arbejdsløse, der har bidt sig fast, både på Christiansborg og i befolkningen. Socialpolitikken er mere eller mindre død,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til Jyllands-Posten.

Ordningen træder i kraft fra nytår, hvor kommunerne kan sætte kontanthjælpsmodtagere til alt fra at samle hundelorte op til at lave trafiktællinger og gøre rent.

I Stevns Kommune oplyser jobcenterchef Lotte Nielsen, at netop opsamling efter hunde bliver den mest udbredte jobfunktion, da hundelorte er et problem i byen, da nyttejobbene skal have en samfundsnyttig effekt, og da det ikke skal være for attraktivt for de unge at få et nyttejob.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl (Ø), mener, at regeringen »ydmyger de arbejdsløse ved at skabe en virkelighed, hvor kontanthjælpsmodtagere skal ud at tage denne slags meningsløse job«.

Ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) viser kritikken manglende respekt for folk med ubekvemme job.

»Det er skræmmende, for det er først og fremmest udtryk for et jobsnobberi, som ikke hører hjemme i et samfund som vores,« siger hun til avisen.

Nyttejobbene kommer ifølge en prognose fra Beskæftigelsesministeriet til at udgøre omtrent 5.000 fuldtidsstillinger. Årligt vil mellem 20.000 og 25.000 personer imidlertid kunne arbejde i et nyttejob, da de højest må vare i 13 uger.

Formand for fagforbundet 3Fs Offentlige Gruppe Ellen K. Lykkegaard og forbundsformand i FOA Dennis Kristensen advarer begge om risikoen for, at nyttejobbene vil fortrænge fastansatte fra deres stillinger.

Også personer, der falder ud af dagpengesystemet og kommer på den nye arbejdsmarkedsydelse, skal udføre et nyttejob for at få udbetalt penge.

Den nye ydelse svarer til kontanthjælpen, der næste år udgør 14.203 kroner månedligt for forsørgere og 10.689 kroner for personer uden børn, skriver Jyllands-Posten.