Det politiske stormvejr omkring Lars Løkke Rasmussen og hans rejseudgifter som GGGI-formand har tæret særdeles hårdt på Venstre, viser ny måling. Samtidig går Socialdemokraterne frem.

Sagen om Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) og hans dyre rejsevaner som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) kan tydeligt mærkes i en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2, efter at Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde søndag beklagede og fortrød sine ni rejser på første klasse til omkring 775.000 kroner som GGGI-formand.

I den nye måling står Venstre til at få 25,2 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 1,1 procentpoint i forhold til sidste uges måling og hele 4,4 procentpoint lavere end i september, skriver politiken.dk.

Med en opbakning på 20,8 procent får Socialdemokraterne til gengæld den bedste måling i 18 måneder - 1,6 procentpoint bedre end sidste uges måling. Så sent som i maj rodede partiet rundt på 15,9 procent.

Rejsesagen har yderligere tæret særdeles hårdt på Venstres statsministerkandidats troværdighed. Således opfatter 42 procent af danskerne nu statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som den mest troværdige af de to, mens blot 29 procent peger på Lars Løkke Rasmussen.

Målingen viser ifølge tv2.dk også, at der er stort set dødt løb, når danskerne skal pege på, hvem de helst ser som statsminister efter næste valg. 42 procent peger på Helle Thorning-Schmidt, mens 40 procent helst ser, at Lars Løkke Rasmussen tager Statsministeriet tilbage.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), er ikke overrasket over tilbagegangen.

»Jeg tror, at det ville være unaturligt, hvis det blæsevejr, der har været omkring GGGI, som Løkke er formand for, ikke også ville påvirke vælgerne. Men de udfordringer, Danmark står overfor, er de samme, og Venstres politik er den samme, og derfor håber jeg, at folk vil tage den beklagelse, som Lars Løkke gav i går (søndag, red.), til sig,« siger Ellen Trane Nørby til politiken.dk.