Ny meningsmåling giver Venstre 27,5 procent af stemmerne og dermed et markant løft i partiets vælgeropbakning efter Lars Løkke Rasmussens bilagssag. Det er meget glædeligt, lyder det fra Ellen Trane Nørby.

Venstre har vundet bemærkelsesværdigt mange vælgere tilbage efter den seneste tids tilbagegang oven på Lars Løkke Rasmussens (V) rejse- og bilagssag.

En ny Gallup-måling foretaget for Berlingske viser, at partiet står til 27,5 procent af stemmerne mod 24,7 procent i målingen fra november, og samlet set har blå blok igen et solidt flertal bag sig.

Den stigende vælgeropbakning vækker glæde og lettelse i Venstres lejr.

»Jeg er rigtig glad for opbakningen. Ikke bare til Venstre, men til at få en ny regering. Der er ingen tvivl om, at der har været en periode, hvor der har været fokus på alt andet, end Venstres politik, og derfor er målingen selvfølgelig glædelig,« siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V).

Hun pointerer samtidig, at regeringen har gjort sit til at ligge bag blå blok i målingen.

»Der er nok ingen tvivl om, at for eksempel justitsminister Morten Bødskovs (S) rolle i sagen om PET, socialminister Annette Vilhelmsens (SF) milliondonation til Lisbeth Zornig og statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) manglende stillingtagen til velfærdsturisme er bare nogle af de ting, der er med til at tegne et billede af en regering, som ikke har styr på sine opgaver,« siger Ellen Trane Nørby.

Ifølge den politiske ordfører skal Venstre blive ved med at arbejde sig ud af den seneste tids dårlige omtale og arbejde benhårdt på at presse regeringen frem til næste valg.

»Der venter et hårdt arbejde forude, og vi skal huske på, at vi stadig har en rød regering, som efter vores mening skader Danmark. Så vi vil blive ved med at kæmpe en sej kamp for at skabe arbejdspladser og vækst i Danmark, og så vil vi blive ved med at udfordre og presse regeringen, så den ikke begår flere dumheder såsom at sætte skatter og afgifter op med Enhedslisten,« lyder det fra Ellen Trane Nørby.

Mens Venstre ifølge Gallups måling bliver det største parti med 27,5 procent af stemmerne, kommer Socialdemokraterne ind på andenpladsen med 22,7 procent. Samlet set har de borgerlige partier opbakning fra 53,5 procent af vælgerne, mens 45,8 procent vil stemme på den røde fløj i Folketinget.