Det lignede en foræring af den slags, man forbinder med et straffespark eller sågar et selvmål i fodboldverdenen: Lars Løkke Rasmussen (V) havde rodet sig ud i endnu en sag om bilag, og i rød blok kunne SR-regeringen læne sig tilbage og nyde udsigten til et genvalg i horisonten. Men måske var de for magelige.

I hvert fald sender en ny TNS Gallup-måling, foretaget for Berlingske, blå blok tilbage i ministerierne. 54 procent af vælgerne placerer deres stemme hos et af de fire partier, og hos Venstre kan partiet glæde sig over at være tilbage på samme niveau, som før Løkkes bilag begyndte at spøge. Og det falder tilbage på Socialdemokraterne, at de ikke har udnyttet krisen i Venstre, mener politisk kommentator hos Berlingske, Thomas Larsen.

»Man kan godt stille sig selv spørgsmålet, at hvis Helle Thorning-Schmidt (S) og rød blok ikke kan udnytte så voldsomme problemer, som der har været i Venstre, og hvis de på den baggrund ikke er i stand til at gå frem, hvad skal der så til?,« spørger Thomas Larsen.

Han mener, meningsmålingen er en »spand koldt vand i hovedet« på regeringen.

»Mens problemerne var på sit højeste i Venstre, var der stor jubel hos Socialdemokraterne. I baglandet, i folketingsgruppen og blandt ministrene troede man pludselig på et genvalg,« siger Thomas Larsen.

Han tvivler derfor også på, at Helle Thorning-Schmidt vil være fristet til at udskrive et valg til efteråret.

»Det vil være alt for stor en gambling for Thorning at satse på et valg nu. Hun har ikke været i stand til i tilstrækkelig grad at udnytte Løkkes svagheder. Thorning og hendes rådgivere har begået en stor fejl ved ikke at gå i offensiven. Dan Jørgensens (fødevareminister (S), red.) udmeldinger og den seneste kampagne mod Dansk Folkeparti er det eneste, vi har set. Og de virker som kuldsejlede projekter« siger Thomas Larsen.

»Hvis de her målinger fortsætter, tror jeg, vi vil se frustrationer stå i lys lue hos Socialdemokraterne i løbet af efteråret,« siger han.

Thomas Larsen erklærer sig dog samtidig overrasket over, hvor hurtigt vælgerne synes at have tilgivet Løkke.

»I betragtning af, hvor dyb krisen var for få måneder siden, er det overraskende. Det var hele hans lederskab, der blev sat spørgsmålstegn ved. Det var en uhyre dramatisk situation, og forventningen var, at det ville tage lang tid, før Venstre ville komme til hægterne og genvinde danskernes tillid,« siger Thomas Larsen.

Hos Venstre glæder partiets politiske ordfører sig over målingen.

»Jeg har aldrig tvivlet på, at danskerne stemmer ud fra politik og ikke ud fra alt muligt andet. Derfor er det glædeligt, at vi går frem. Vi mistede noget terræn her tidligere på året, og det skal vi have genvundet,« siger Inger Støjberg (V).

Hun mener, det understreger, at danskerne kan lide Venstres politik.

»Jeg tror helt generelt, at vælgerne er meget tilfredse med Venstres politik. Og vi er langt bedre, når vi snakker politik og ikke personsager. Derfor er det værd at fæstne sig ved, at vi netop står til en pæn fremgang nu,« siger Inger Støjberg.