Venstre mister vælgere efter balladen om Lars Løkke Rasmussens rejser. En del af stemmerne går i stedet til Liberal Alliance, viser den seneste meningsmåling.
Hvis der var valg i dag, ville Venstre blot få 24,7 procent af stemmerne og dermed miste tre mandater i Folketinget. Det viser en ny meningsmåling, som analysebureauet YouGov har foretaget for avisen MetroXpress. Ifølge målingen vil kun seks ud af ti Venstre-vælgere fra valget i 2011 sætte kryds ved partiet igen. En del af de tidligere V-krydser går i stedet til Liberal Alliance, der står til en markant fremgang og 6,9 procent af stemmerne.
Frafaldet fra Venstre i kølvandet på balladen om partiformand Lars Løkke Rasmussens (V) virke som GGGI-formand kommer ikke bag på valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.
»Vi så en lignende bevægelse under sagen om Lene Espersens (K) ferieafbud. Der er en del borgerlige vælgere, som ikke bryder sig om, når der ikke er styr på tingene, og en del af dem går så til til det rene liberale alternativ i Liberal Alliance,« forklarer han til MetroXpress.
Politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) fra Liberal Alliance glæder sig over tilgangen af tidligere Venstre-vælgere.
»Stemmer lugter ikke. Vi har en ambition om, at fordoble vores mandattal fra ni til 18 ved næste valg, så vi kan sætte et markant aftryk på en forhåbentlig Venstre-ledet regering,« siger han til avisen.
Trods kritikken af Lars Løkke Rasmussen står den samlede blå blok fortsat til en sikker valgsejr. Ifølge meningsmålingen får de borgerlige partier tilsammen 57,9 procent af stemmerne, mens regeringspartierne og Enhedslisten må nøjes med 42,1 procent.