Socialdemokraterne foreslår nu en lovændring, der skal forhindre vennetjenester ved uddeling af de attraktive apotekerbevillinger.
Valgte en anden kandidat
I stedet valgte han den kandidat, som den daværende Venstre-borgmester i Lemvig, Jørgen Nørby, i et personligt brev til Løkke helst så som byens nye apoteker. Jørgen Nørby er far til Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, som er meget loyal over for Løkke.
- Lovforslaget indebærer overførelse af kompetence til godkendelse af apoteksbevillinger fra ministeren for sundhed og forebyggelse til Sundhedsstyrelsen. Som reglerne er i dag, er det sundhedsministeren, der har det endelige ord, når der skal gives en apotekerbevilling. Ved at flytte den kompetence til Sundhedsstyrelsen undgår man, at ministeren kan beskyldes for vennetjenester, siger Sophie Hæstorp Andersen, der er sundhedsordfører hos Socialdemokraterne.
Ingen beskyldninger
Hun vil ikke beskylde Lars Løkke Rasmussen for at gøre nogen en vennetjeneste som sundhedsminister, men hun vil gerne hjælpe fremtidige sundhedsministre, så de ikke også kommer i en situation, hvor de kan beskyldes for at gøre nogen vennetjenester.
- Der har jo været en sag i 2006, mens Løkke var sundhedsminister, hvor han blev mistænkt for at have personlige interesser i, hvem der fik en apotekerbevilling. Det blev aldrig direkte bevist, at han så bort fra den faglige vurdering for at hjælpe en ven. Men vi vil med lovændringen gerne undgå, at sundhedsministre kommer i sådanne situationer, hvor de kan mistænkes for at pleje deres egne interesser, siger hun.
Kommer I ikke bare med det her lovforslag for at kunne rippe op i den gamle Løkke-sag?
- Vi flytter beslutningskompetencen, for at ministre ikke fremover kan mistænkeliggøres for at begå vennetjenester.
Venstre positiv
Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde er positiv over for lovforslaget.
- Jeg synes, det er helt fornuftigt at flytte den kompetence over i Sundhedsstyrelsen, siger hun.
Men hvad siger du til, at lovændringen fremlægges for at undgå vennetjenester, ligesom din partiformand blev mistænkt for i 2006?
- Det var før jeg kom i Folketinget, så jeg kender slet ikke sagen, og derfor har jeg ikke nogen holdning til det.
BT afslørede først sagen i 2011. Da var du jo i Folketinget.
- Da var jeg i Folketinget, men jeg har ikke nogen kommentarer.
Det nye lovforslag bliver fremsat i slutningen af oktober.