Det var blot en formalitet at sikre den million kroner, som socialministeren tilbød Huset Zornig, oplyser Zornigs partner.

Huset Zornig var aldrig i tvivl om, hvorvidt pengene var sikret, efter socialminister Annette Vilhelmsen (SF) for rullende kameraer i august lovede Lisbeth Zornig Andersen en million kroner til projektet Stemmer på Kanten uden forudgående ansøgning. Det skriver Jyllands-Posten.

Mikael Lindholm, der er gift med Lisbeth Zornig Andersen, som han driver virksomheden Huset Zornig med, fremlægger nu en gennemgang af forløbet på baggrund af de SMS-beskeder, mails og telefoniske møder, som Huset Zornig har haft med Socialministeriet.

»Der var en række kriterier, som vi ligesom alle de andre skulle leve op til for at få pengene. Men sandheden er jo, at det hele tiden var underforstået fra ministeriets side, at vi skulle have den million. Alt det andet med ansøgningen var bare en bureaukratisk detalje, der skulle overstås, så vi kunne få pengene,« siger Mikael Lindholm, der var projektleder på Stemmer på Kanten, som skulle få flere socialt udsatte til at stemme ved kommunalvalget 19. november.

Annette Vilhelmsen har tidligere forklaret over for Folketinget, at ansøgerne til puljen blev behandlet på »fuldstændig lige vilkår«, selv om hun lovede millionen til Huset Zornig, inden ansøgningsfristen var nået. Siden har hun erkendt, at Huset Zornig fik »væsentlig mere vejledning« og dermed blev særbehandlet.

Mikael Lindholm undrer sig over forløbet:

»Det var mærkværdigt at se på, fordi sagen for os fra starten har været helt klar. Ministeren gav os en million, og det løfte holdt hun. Længere er den sådan set ikke«.

Ifølge Mikael Lindholm forklarede Socialministeriet blandt andet i flere samtaler, at der var blevet lagt en million kroner oven i puljen, som andre ansøgere kan søge om, mens den oprindelige million kroner i puljen var Huset Zornigs.

Venstres Jakob Engel-Schmidt (V) er »ærlig talt noget rystet« over de nye oplysninger.

»Det er stik imod det, vi tidligere har fået at vide, og jeg mener, at det nu står klart, at ministeren endnu ikke har fortalt os hele sandheden i denne sag,« siger han til Jyllands-Posten.

De Konservatives socialordfører, Tom Behnke (K), er nu »helt overbevist om«, at Annette Vilhelmsen har løjet for Folketinget.

»Spørgsmålet er, hvor direkte løgnen er, for der er ingen tvivl om, at hun vildleder Folketinget,« siger han til avisen.

Også Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø), er kritisk:

»Når Huset Zornig kommer med sådan en udmelding, understøtter det indtrykket af, at det hele bare var proforma. Det ser meget underligt ud«.

Socialministeren har igangsat en advokatundersøgelse, der skal kulegrave forløbet. Før undersøgelsen er færdig, ønsker hun ikke at komme med yderligere kommentarer i sagen, oplyser Socialministeriet til Jyllands-Posten.