Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt forventer at kunne få sænket de udskældte PSO-afgifter for hårdt trængte gartnerier.

Når repræsentanter fra brancheforeningen Danske Gartnerier torsdag tropper op i Klima- og Energiministeriet, er det med et enkelt ord på dagsordenen: PSO-afgifter.

Energiafgiften bliver den også kaldt, og den dækker kort og godt over en afgift, alle danske skatteydere betaler over elregningen for at bidrage til den grønne omstilling. Men afgiften har martret og plaget energitunge gartnerier landet over, der samtidig er udfordret af, at flere konkurrenter i EU ikke skal betale en lignende afgift.

Og det vil landets nye klima- og energiminister, Lars Christian Lilleholt (V), gerne rette op på.

»Jeg arbejder på højtryk for at finde en løsning. Det her har min højeste prioritet, og derfor er det også den første sag, jeg tager op med mine embedsmænd i ministeriet. Jeg er indstillet på at gøre alt, hvad vi kan, så vi får reduceret gartnernes energiafgfter. Og jeg forventer, at der kan findes en løsning inden jul,« siger han til Fyens Stiftstidende.

De seneste år har stadig flere gartnerier præsenteret røde tal på bundlinjen, og ifølge dem selv spiller PSO-afgiften en markant rolle i den sammenhæng.

Af samme grund glæder Danske Gartnerier sig over den nye ministers prioritering.

»Nu har Lars Christian Lilleholt taget stafetten, og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at sætte mere skub i det her. Men det tager tid, når det handler om EU, det skal man vide,« siger Torben Lipper, sekretariatschef i Danske Gartnerier, til Fyens Stiftstidende.

Det ventes, at gartnerierne i første omgang vil få en lettelse på syv øre per kWH, hvilket er godt og vel en tredjedel af afgiften, der dermed skæres fra.