Justitsminister Karen Hækkerup vil fortsætte Morten Bødskovs linje i både udlændinge- og retspolitikken, sagde hun torsdag. Det er samfundets opgave at skabe tryghed, mener hun.

Den ene havde lige mistet den. Og den anden havde netop overtaget den.

Men for både Morten Bødskov (S) og hans partifælle Karen Hækkerup (S) var og er posten som justitsminister et drømmejob. Det skriver b.dk.

Nu skal eks-ministeren Bødskov til at vænne sig til en tilværelse som EU-ordfører i den socialdemokratiske folketingsgruppe, mens Karen Hækkerup vil fortsætte sin forgængers såkaldte »robuste og retfærdige« linje i udlændingepolitikken, sagde hun ved torsdagens overdragelsesceremoni i Justitsministeriet. Her antydede hun også, at der i hvert fald ikke er planer om lempelser på området:

»Vi deler den samme analyse. For sammenhængskraften i Danmark er det vigtigt, at vi har en stram udlændingepolitik. Hvis et lille land skal kunne integrere udlændinge, så de kan blive danskere og blive en del af Danmark, så har antallet bestemt en betydning,« sagde Karen Hækkerup og henvendte sig direkte til sin forgænger:

»Så jeg kommer til at gå i dine fodspor.«

Karen Hækkerup mener, at det bør være en ret for alle danskere at være trygge i deres eget hjem og dér, hvor de færdes. Det er samfundets opgave at sikre den ret, mener hun.

»Det er min opfattelse, at i de tilfælde hvor forældre har svigtet, er det samfundet, som skal træde til og opdrage ungerne, så de ikke ender som asociale og samfundsnedbrydende unger, der forpester boligområder, skaber utryghed, og som derfor aldrig selv får en chance for et godt liv,« sagde den tidligere fødevareminister.

Blandt de fremmødte i Justitsministeriets kantine var blandt andre rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og Københavns politidirektør, Thorkild Fogde.

Også den afgående PET-chef Jakob Scharf og tidligere politidirektør i København Johan Reimann var mødt op. De to sidstnævnte har begge spillet centrale roller i sagen, som endte med at koste Morten Bødskov ministerposten.

Jakob Scharf stod som bekendt i spidsen for den efterretningstjeneste, som overvejede muligheden for at misbruge oplysninger fra Pia Kjærsgaards (DF) kalender. Og Johan Reimann blev over for Folketingets Retsudvalg brugt som den fabrikerede undskyldning, der gjorde det muligt at aflyse den ellers planlagte studietur til Christiania i februar 2012. I dag ved vi, at den egentlige årsag til aflysningen var PETs frygt for vold, stenkast og kanonslag mod politikerne og særligt Pia Kjærsgaard. Det var »Reimann-manøvren«, som tirsdag kostede Morten Bødskov (S) ministerposten.

Han fortryder dog ikke, at han var med til at lyve for retsudvalget:

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at man skal forlade posten som justitsminister, men jeg kan sige til jer alle sammen, at jeg går herfra med god samvittighed og en klar forvisning om, at de valg, der blev truffet, og som var årsag til, at jeg forlader justitsministerposten, var de rigtige. Nemlig at det centrale hele tiden var sikkerheden for retsudvalgets medlemmer på Christiania,« sagde han i dag.

I sin tale takkede han også de trofaste medarbejdere i ministeriet:

»Mine mere end to år som justitsminister har været en drøm. Trods de store bunker af sager så har hver dag været en fornøjelse,« sagde han.

Derefter fulgte en klapsalve, som næsten ingen ende ville tage.

Som en humoristisk kommentar til hele Christiania-sagen forærede Morten Bødskov sin efterfølger en rød »Bevar Christiania«-hættetrøje med de karakteristiske gule prikker. Trøjen var, fortalte Bødskov, afhentet på fristaden uden hverken trusselsvurdering eller politibeskyttelse.

Den 39-årige Hækkerup med mellemnavnet Angelo kommer til Justitsministeriet med en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet med i bagagen.

Hun blev valgt ind i Folketinget i 2005 med 11.091 personlige stemmer i den daværende Københavns Amtskreds. Efter valget blev hun udnævnt til forbrugerpolitisk ordfører for Socialdemokraterne. Særligt som retsordfører kom hun senere til at markere en hård retspolitiske linje for det daværende oppositionsparti.

Som Social- og Integrationsminister har Karen Hækkerup fortsat den stramme kurs blandt andet med udmeldingen om »ret og pligt«.

Hun har desuden efterlyst et opgør med eftergivenheden over for det »etniske proletariat« i de udsatte boligområder, og arbejdet på at få flere kommuner til at bruge de såkaldte forældrepålæg, der betyder, at kommunerne kan trække familier i børneydelse, hvis de ikke magter at sikre, at deres børn møder op i skole eller holder sig ude af kriminalitet.

Det er ikke længe siden, at Karen Hækkerup sidst stod og holdt tale til overdragelsen af hendes eget ministerium. Dengang - i august - foregik det i Social- og Integrationsministeriet, som en bevæget Karen Hækkerup overdrog til SF-formanden Annette Vilhelmsen (SF), for selv at indtage Fødevareministeriet.

Nu er hun justitsminister - og allerede på første arbejdsdag overtager hun sin forgængers skæbnesvangre møgsag.

Ifølge Statsministeriet skal hele Christiania-sagen nemlig undersøges nærmere, og flere ledende embedsmænd i Justitsministeriet skal redegøre for deres rolle - herunder hvilke oplysninger, der blev givet til retsudvalget og hvilken rådgivning justitsministeren fik.

Undersøgelsen kan ende med at få ansættelsesretslige konsekvenser for embedsmændene, hvis Kammeradvokaten finder redegørelserne alvorlige nok. Men om der er en konkret mistanke om, at embedsværket har begået fejl, ønskede Karen Hækkerup ikke at udtale sig om.

Hun kaldte dog undersøgelsen »helt fornuftig.«

»Det er helt naturligt i en sag, hvor en chef for Politiets Efterretningstjeneste er gået, og hvor en justitsminister er gået. Jeg synes faktisk, det havde været lidt mærkeligt, hvis man lod det her spørgsmål passere uden at stille sig selv det gode spørgsmål: Hvordan pokker kunne det her ske?« sagde hun.

På trods af undersøgelsen og Morten Bødskovs ministerafgang sidder Dansk Folkeparti stadig tilbage med en bunke af spørgsmål, som retsordfører Peter Skaarup ventes at stille til den nye minister ved førstkommende lejlighed.

Morten Bødskov har beskrevet Justitsministeriets ressortområde som »enormt«. Én ting er at sidde som minister for hele lov og orden-området, med politi, anklagemyndighed, domstole og fængselssystem. Men Justitsministeriet rummer blandt andet også udlændingeområdet, som har det med at kaste svære enkeltsager af sig, når for eksempel børn bliver udvist eller familier splittet på grund af de stramme danske regler om opholdstilladelse og familiesammenføring.

Den principielle enkeltsag om syvårige Im Nielsen og hendes mor, som blev udvist til Thailand, som følge af at Ims danske stedfar døde af kræft, er bare ét af de senere eksempler.

I sin tale til Karen Hækkerup lagde Bødskov da også vægt på den anseelige arbejdsbyrde, der påhviler en justitsminister.

»Du bliver den minister, som har suverænt flest lovforslag på lovprogrammet. Og jeg er sikker på, at du er i stand til - på et eller andet tidspunkt - at komme til at elske de 150 samrådsspørgsmål, som du skal svare på hvert år,« sagde Morten Bødskov, mens justitsministeriets medarbejdere grinede.

Karen Hækkerup udtrykte forståelse for de nedslidende sager:

»Jeg ved, at alle enkeltsagerne har gået dig på. Bag dit hårde ydre gemmer sig et stort hjerte. Og hvis du ikke havde gjort udlændingereglerne mere retfærdige over for børn, så ville vi have set flere enkeltsager,« sagde hun og roste Bødskov for at have sikret flere brede aftaler på udlændingeområdet:

»Der er børn i Danmark, som har fået en bedre tilværelse på grund af dig,« sagde hun.