En ny strategi mod æresrelaterede konflikter bliver fredag præsenteret af social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Strategien indeholder mere end 30 konkrete initiativer, der skal hjælpe unge mænd og kvinder, som oplever social kontrol, tvangsægteskab, genopdragelsesrejser og andre æresrelaterede konflikter med familien.
- Regeringen vil ikke acceptere, at unge i Danmark udsættes for tvangsægteskab, social kontrol, genopdragelsesrejser og vold og ikke kan få lov til at leve det liv, de selv ønsker, på grund af familiens opfattelse af ære, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.
Satspuljepartierne har afsat 24 millioner kroner til den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter. Den indeholder blandt andet sikre opholdspladser til mænd og til unge under 18 år, der flygter fra æresrelaterede konflikter, handleplaner for dem over 18 år, mulighed for ophold på et krisecenter i udlandet, en øget indsats på landets kvindekrisecentre og øget mulighed for navne- og adressebeskyttelse i cpr-registret.
For at sikre den nødvendige viden hos myndigheder og fagfolk etableres en central rådgivningsenhed, som skal hjælpe kommunerne i de her sager.
Strategien indeholder også støtte til børn og unge, der vender hjem fra genopdragelsesrejser og en hotline for børn og unge, der frygter at skulle afsted på en sådan rejse.
For at skabe holdningsændringer skal rollemodeller af nydanske unge og forældre desuden tage rundt til landets klubber, skoler og foreninger og snakke med andre unge og forældre om ære, ægteskab og ligestilling mellem kønnene.