Helle Thorning-Schmidt (S) har givet modstridende oplysninger til skattevæsnet om, hvor længe hendes mand opholder sig i Danmark.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er blevet afsløret i at give modstridende oplysninger til de danske myndigheder

Det fremgår af en mail, som Helle Thorning-Schmidt den 14. oktober 2009 sendte til Justitsministeriet, hvor hun søger tilladelse til, at hendes britiske mand, Stephen Kinnock, kan stå som medejer af familiens hus på Østerbro i København.

Tilladelsen er nødvendig, hvis udlændinge skal stå som ejere af fast ejendom i Danmark, når de ikke har boet fem år i landet.

I mailen, som B.T. har fået aktindsigt i, hedder det blandt andet, at Kinnock "er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt".

DEBAT: HAR DU FORTSAT TILLID TIL HELLE THORNING, EFTER DEN NYE AFSLØRING?

Det betyder, at han opholder sig her i landet i 208 dage om året.

Men oplysningen til Justitsministeriet stemmer ikke overens med, hvad parret for en lille måned siden oplyste til skattevæsnet.

Helle Thorning fastslog dengang over for en række danske medier, at hendes mand slet ikke burde betale dansk skat, fordi han arbejdede som direktør i schweiziske World Economic Forum, men at han ville gøre det, fordi der var tale om en gråzone.

- Vi er kommet frem til, at han er i Danmark 33 weekender om året. Det vil sige, at de tal, der har været fremme om, at han hver weekend og alle ferier var i Danmark, har været forkerte, sagde hun i juli.

Skatteadvokat Tommy V. Christiansen mener, at det er uacceptabelt og dybt utroværdigt at give forskellige oplysninger til myndighederne og siger, at virker som om, hun giver de oplysninger, der passer bedst til formålet.

Ifølge juraprofessor Lars Bo Langsted er der i straffeloven klare regler for, at man ikke må give urigtige oplysninger til en offentlig myndighed. Det kan straffes med op til fire måneders fængsel.

/ritzau/

Kan man stole på, hvad Helle Thorning siger, efter B.T.s nye afsløring om mandens skattesag? Scroll ned og deltag i debatten.