Venstres formand Lars Løkke Rasmussen truede sin rival Kristian Jensen med at han ’ville tage ham med ned’, da de to topfigurer i juni kæmpede indædt om formandsposten i partiet.

Det fremgår ifølge Politiken af en ny e-bog ’Aftalen i kælderen’ fra forlaget Zetland, der bringer nye detaljer frem om, hvad der skete bag kulisserne op til og under sommerens hovedbestyrelsesmøde i Venstre. Bogen er skrevet af journalist på Ritzaus Bureau Kristian Brårud Larsen.

Centralt i fortællingen om Lars Løkke Rasmussens skæbne står et dramatisk møde i kælderen under Odense Congress Center, hvor den truede Venstre-formand angiveligt truede med at rive sin udfordrer Kristian Jensen med i faldet. I stedet skulle den tidligere Venstre-minister Søren Gade bringes på banen som ny formandskandidat.

Det afgørende punkt var, om der på hovedbestyrelsesmødet kunne mønstres de nødvendige 43 Venstre-folk, der kunne stemme for et ekstraordinært landsmøde med formandsvalg på dagsordenen.

Ifølge bogen var Kristian Jensens fløj sikker på, at de havde de fornødne 43 personer bag sig. Til gengæld turde Lars Løkke-støtte og regionsrådsformand Carl Holst ikke sige til Lars Løkke, om der var eller ikke var de afgørende 43 stemmer.

Det fortalte han ifølge Politiken Lars Løkke Rasmussen på vej ned i kælderen, da Løkke – lige før afstemningen skulle begynde – havde bedt om en timeout og en snak med Kristian Jensen.

Da det kældermøde var forbi, var kupforsøget mod Lars Løkke opgivet.

Ifølge den nye bog var Kristian Jensen voldsomt utilfreds med, at Lars Løkke havde taget sin støtte, Hernings borgmester Lars Krarup, med til mødet i kælderen.

Bogen beskriver også, at Søren Gade allerede tidligere på dagen var blevet bragt på banen som en mulig formandskandidat. Det var sket på et kort formiddagsmøde på Kristian Jensen kontor mellem de to formandsrivaler på Christiansborg.

Kristian Jensen ringede angiveligt straks efter Søren Gade op og fik bekræftet, at han var klar til at gå efter formandsposten som ’en fredsbevarende styrke’.