Efter bare et halvt år i landet kan asylansøgere og deres børn flytte ud af asyllejrene. Det vil sikre mere harmoni i børnenes hverdag, mener Røde Kors.

Landets asylbørn kan se frem til bedre forhold. Fremover kan en del af dem nemlig flytte ud af de omstridte asyllejre og ind i en almindelig bolig med deres forældre, som også får mulighed for at søge arbejde i Danmark.

Det er et af de centrale elementer i den nye asylaftale, som regeringen har indgået med Enhedslisten og Liberal Alliance.

- Regeringen ønsker, at asylansøgere får en mere værdig behandling i Danmark. Med denne aftale skaber vi nye muligheder for asylansøgere under deres ophold her i landet, lyder det fra justitsminister Morten Bødskov (S).

Ligesom de øvrige partier bag aftalen lægger Socialdemokraterne vægt på, at det særligt er asylansøgerfamilier med børn, der vil få bedre vilkår med aftalen.

I 2006 startede en heftig debat om forholdene for landets asylbørn, og der blev sat fokus på, at nogle børn ender med at tilbringe hele deres liv i en asyllejr. Siden er der blevet strammet op, og asylbørnene er blandt andet blevet tilbudt flere aktiviteter, ligesom de fysiske rammer er blevet stærkt forbedret.

Enhedslisten har dog i flere år presset på for at få børnene ud af lejrene, og derfor glæder partiets integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, sig over aftalen.

- Nu får man mulighed for i højere grad at få en normal tilværelse. Vi ved, hvor belastende det er for børn at tilbringe deres liv i et asylcenter, siger hun til TV2 News.

Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, betegner aftalen som »modig og rigtig«, og han mener, at den er udtryk for en mere medmenneskelig asylpolitik.

- Det er et markant anderledes syn på, hvordan vi skal behandle asylansøgere i Danmark i forhold til tidligere, hvor det handlede meget om straf og om systemer, som nedbrød folk. Nu handler det om at give dem flere muligheder og gøre dem stærkere, og det vil komme børnene til gode. Man får mere harmoniske børn ud af det, de bliver en del af det omgivende samfund, og dermed kan de føle sig som almindelige borgere i Danmark, siger han.

Tidligere undersøgelser har vist, at børn af asylansøgere har store psykiske problemer, der kan ende med at blive kroniske, hvis ikke de får behandling. Ifølge organisationen Asylbørnene Ud Nu har ni ud af 10 asylbørn fysiske og psykiske symptomer som hovedpine og tristhed mindst en gang om ugen, mens det kun gælder hvert femte danske barn.

Anders Ladekarl fremhæver også, at det er dokumenteret skadeligt at opholde sig i et asylcenter i mere end et år.

- Hos børn, der har boet for længe i asylcentrene, oplever vi traumer som følge af, at de har en usikker fremtid, forklarer generalsekretæren.

Han glæder sig derfor over, at der i den nye aftale lægges op til, at familier, som har søgt asyl, kan flytte ud af lejrene allerede efter et halvt år, hvis de samarbejder med myndighederne om deres sag.

Venstre er imidlertid bekymret over den nye aftale, som partiet betegner som en lempelse af udlændingepolitikken.

- Man får jo reelt en arbejds- og opholdstilladelse i det øjeblik, man søger asyl i Danmark. Det vil tiltrække flere asylansøgere og betyde et øget pres på vores asylsystem, siger integrationsordfører Inger Støjberg.

Morten Bødskov afviser, at de nye regler vil få flere asylansøgere til at søge mod Danmark og understreger, at det ikke bliver nemmere at få asyl med de nye regler.